- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tidlige julegaver til jyske lufthavne

Tre mindre jyske lufthavne er i alt blevet tildelt små tre millioner kroner til forbedring af sikkerheden. Pengene skal bruges til at opgradere ældre udstyr.

Regionale danske lufthavne kunne i efteråret søge om offentligt tilskud til investeringer i sikkerhed. Via finansloven var der afsat en pulje på tre millioner kroner, og det var i første omgang muligt for Esbjerg Lufthavn, Sønderborg Lufthavn og Midtjyllands Lufthavn at søge om midlerne.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen oplyser, at midlerne fra puljen er fordelt til de tre førnævnte jyske lufthavne. Sønderborg Lufthavn har modtaget 743.063 kroner, Esbjerg Lufthavn fik 1.003.463, mens 1.151.250 kroner er tildelt Midtjyllands Lufthavn. Midler på i alt 2,9 millioner kroner.

Pengene skal være med til at forbedre sikkerheden i luftfarten, og der ydes tilskud til opgradering af udstyr. Flere af lufthavnene har gammelt udstyr, og udskiftning af eksempelvis udstyr til metaldetektorer og scannere til håndbagage er nødvendigt for at give et højere sikkerhedsniveau.

Sikkerhedskrav udfordrer mindre lufthavne
Lufthavne får stillet stadig større krav til sikkerhedsudstyret, og det giver øgede omkostninger til security, hvilket kan være økonomisk udfordrende for særligt mindre danske lufthavne.

De mindre lufthavne kunne fra den 24. oktober og frem til den 20. november søge om midler til sikkerhedsinvesteringen. Det gjaldt udelukkende lufthavne, der har under 200.000 årlige passagerer. Og Esbjerg Lufthavn, Sønderborg Lufthavn og Midtjyllands Lufthavn valgte således alle at gøre forsøget.

Puljen, hvorfra regionale danske lufthavne kunne søge om økonomiske midler til sikkerhedsudstyr, blev foreslået af Frans Bjørn-Thygesen, der er lufthavnschef i Midtjyllands Lufthavn, og Kristian Pihl Lorentzen, der er Venstres transportordfører.

Håber på flere midler
Frans Bjørn-Thygesen sagde til CHECK-IN.dk i slutningen af oktober, at Midtjyllands Lufthavn havde stort brug for midlerne fra puljen.

“Det er temmelig dyrt at investere i sikkerhed. Så vi er rigtig glade for denne pulje, og vi vil søge vores andel. Vi står over for at skulle udskifte en del udstyr,” sagde han, mens han gerne så, at puljen var endnu højere.

“Det her må være første skridt, selv om det kun er tre millioner kroner. Det er ikke ret meget. Det kan enhver af de enkelte små lufthavne nemt bruge selv.”

Midtjyllands Lufthavn har årligt udgifter til sikkerhed i omegnen af syv-otte millioner kroner. Det udgør circa 40 procent af lufthavnens samlede udgifter.

 

Relaterede artikler:

Efterlyser flere penge til sikkerhed

Stram fortolkning koster små lufthavne dyrt

Minister: Nemmere sikkerhedskontrol kan ikke lade sig gøre