- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tidligere Norwegian-leverandør er konkurs

Et græsk flyselskab, der i sommeren 2017 beskæftigede to fly på Norwegian-ruter mellem Skandinavien og Spanien, har kastet håndklædet i ringen.

Endnu et flyselskab er blevet offer for coronapandemien og de efterfølgende økonomiske konsekvenser. Der er tale om det græske charter-og wetleaseflyselskab Orange2Fly, der blev etableret i efteråret 2015 af investoren Pantelis Sofianos.

Gennem tiden har selskabet beskæftiget fire Airbus A320-200, og en af de første kunder var Norwegian, der i sommeren 2017 i en tre måneders periode wetleasede to fly til at betjene en række nordiske ruter fra baser i Barcelona og Madrid, herunder en rute fra Barcelona til Billund.

I oktober sidste år måtte Orange2Fly søge konkursbeskyttelse i Grækenland, og få måneder senere valgte selskabet at indstille samtlige operationer, mens der blev udarbejdet planer for en rekonstruktion. Efterfølgende fik flyselskabet afslag på hjælp fra den græske regering, og i september er det blevet besluttet at indgive konkursbegæring. Det skriver ekathimerini.com.

Presset økonomi
Økonomien i det græske flyselskab har tilsyneladende været skrøbelig, inden COVID-19-udbruddet, og der rapporteres om akkumulerede tab på 70 millioner kroner og en gæld på mere end 85 millioner kroner ved udgangen af 2020.

“Mens virksomheden stadig var i en udviklingsfase omkring flåde og aktiviteter, medførte COVID-19, at selskabet atter måtte præsentere negative resultater,” sagde bestyrelsesformand Pantelis Sofianos, ifølge det græske medie, tilbage i juni.

“Vi mener, at disse tal afspejler den ekstraordinære og vanskelige situation, selskabet er kommet i, og generalforsamlingen skal besluttet, om selskabet skal fortsætte med at eksistere,” tilføjede han.

Omtalt hændelse i Pristina
Flyselskabet tiltrak sig opmærksomhed i forbindelse med en landing i Pristina International Airport i Kosovo i begyndelsen af december 2017.

Her gennemførte en af selskabets Airbus A320 en særdeles hård landing med en g-kraft på 3,08. Dette blev ikke officielt rapporteret før nogle dage senere, hvor flyet i mellemtiden havde fløjet otte sektorer.

Herefter blev flyet taget ud af drift og sendt til inspektion i Craiova i Rumænien, og her blev alle fire hovedlandingshjul udskiftet sammen med højre støddæmper. Flyet var på jorden i hele tre uger, inden det atter blev frigivet.

 

Relaterede artikler:

Her er Norwegians kludetæppe af flyselskaber

A320 på Norwegian-ruter fra Billund

Norwegian lejer kapacitet fra nystartet græsk selskab