- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

To døgn til at flytte mellem Istanbul-lufthavne

Den 30. og 31. oktober i år vil der være langt færre fly i luftrummet over den tyrkiske storby Istanbul end der plejer at være. Alle udenlandske flyselskaber vil nemlig ikke flyve til og fra byens store Atatürk-lufthavn, der er Europas femtestørste lufthavn, og Turkish Airlines vil have begrænset trafik i en periode indtil man helt stopper med at flyve til og fra lufthavnen.

Til gengæld vil der være heftig trafik på vejene mellem Istanbul Atatürk-lufthavnen og den nye Istanbul New Airport. Hundredvis af bagagevogne, push back-traktorer, lastbiler, mobiltrapper og andet kørende og rullende luftfartsgrej vil fra kl. 1 om natten den 30. oktober blive flyttet fra den ene lufthavn til den anden i de to hektiske døgn, hvor Istanbul bytter primær lufthavn. Ved midnatstid mellem den 31. oktober og 1. november skulle den store operation være gennemført.

Verdens største lufthavn
Turkish Airlines vil om aftenen den 30. oktober begynde at flyve til og fra den nye lufthavn, mens alle udenlandske flyselskaber først er velkomne i den nye lufthavn fra den 1. november, hvor man gerne skulle være på plads med alle vogne og køretøjer. Tilbage i Atatürk-lufthavnen vil kun være privatfly og fragtfly.

Flyttedatoerne ligger lige efter weekenden, hvor flyselskaberne er skiftet fra sommer- til vinterfartplanerne. Det passer derfor meget belejligt ind. Og så er det Tyrkiets nationaldag den 29. oktober, hvor Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan vil stå for at indvie lufthavnen.

Den nye lufthavn vil fra starten have en kapacitet på 90 mio. passagerer om året i verdens største terminal. Når lufthavnen er fuldt udbygget, så vil det være verdens største lufthavn, i det den vil kunne håndtere omkring 150 mio. passagerer om året og kunne udvides til 200 mio. passagerer. Til sammenligning havde Istanbul Atatürk-lufthavnen i 2017 knap 64 mio. passagerer. Istanbuls anden lufthavn, Istanbul Sabiha Gökçen Lufthavn, havde mere end 31 mio. passagerer. Den forbliver åben for passagerfly, når den nye lufthavn åbner. Istanbul Sabiha Gökçen fik en ny terminal i 2009 og tager en ekstra landingsbane i brug i 2019.

Plads til store armbevægelser
Især Turkish Airlines vil få glæde af den nye lufthavn, der giver flyselskabet kolossale ekspansionsmuligheder. Allerede i dag har Turkish Airlines flyruter til flere destinationer end noget andet selskab i verden. Men selskabets ekspansionsmuligheder er i dag hæmmet af kapacitetsproblemerne i Istanbul Atatürk-lufthavnen, hvor der ikke er plads til at udvide med en ny fjerde landingsbane, og hvor selskaber ofte får afslag på at åbne nye ruter. Med den nye lufthavns terminalkapacitet vil der være plads til store armbevægelser hos Turkish Airlines og mange nye ruter samt øget kapacitet på eksisterende ruter. Når den nye lufthavn er fuldt udbygget vil den have seks landingsbaner.

Den nye lufthavn overtager IATA-koden IST fra Istanbul Atatürk-lufthavnen, som i stedet får koden ISL. Istanbul gennemskæres af Bosporus-strædet, som samtidig er skillelinjen mellem Europa og Asien. Både den nye lufthavn og Atatürk-lufthavnen ligger på Istanbuls europæiske side, mens Sabiha Gökçen-lufthavnen ligger på den asiatiske side.

 

 

Relaterede artikler:

Tyrkiske lufthavne stormer frem

Turkish Airlines bestiller nye fly og vil have ny lufthavn

Europas største lufthavn åbner om et år

CPH-rute til Istanbuls anden lufthavn