- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

To nordiske helårsruter til Washington

Icelandair har besluttet at gøre ruten Washington D.C. til en helårsrute. Det betyder op til fem ugentlige afgange i vintertrafikprogrammet, hvilket er det samme som SAS.

Den 17. maj 2011 åbnede Icelandair en rute fra Keflavik til Washington Dulles International Airport. Oprindeligt var det en sommerrute med fire ugentlige afgange, men sidenhen har det islandske flyselskab skruet op for frekvenserne.

Således er der i denne sommer daglige afgange fra Keflavik-lufthavnen til USA´s forbundshovedstad. Men Icelandair har netop besluttet at gøre Washington D.C. til en helårsdestination, der samtidig bliver den syvende af slagsen i rutenetværket.

Det betyder, at Icelandair vil flyve op til fem gange ugentligt til Dulles-lufthavnen i vintertrafikprogrammet, hvilket er præcist det samme som SAS agter at gøre med ruten fra København.

Icelandair vil flyve alle ugens dage med undtagelse af mandage og fredage, mens SAS vil flyve hver dag undtaget på tirsdage og onsdage.

Til Washington vil SAS flyve med Airbus A340-300 med plads til 245 passagerer på tre klasser, mens Icelandair benytter Boeing 757-200, der har i alt 183 sæder i en servicekonfiguration med tre klasser.

300.000 nye passagerer i 2014
Med opgraderingen af Washington D.C. fortsætter Icelandair sin ekspansion på det nordamerikanske marked. Udover Washington betjenes New York, Boston, Denver og Seattle i USA samt Edmonton og Toronto i Canada hele året rundt.

Samtidig opererer Icelandair sæsonruter til Orlando, Anchorage og Minneapolis/St. Paul i USA samt til Vancouver og Halifax i Canada.

“Formålet med at øge helårsruterne er, at udjævne sæsonforskelle og bygge operationen op i vintermånederne. Ruten til Washington D.C. har givet gode resultater og det giver derfor mening, at føje byen og dermed Dulles International til helårsruterne,“ siger Icelandair i en pressemeddelelse.

I 2014 er der udsigt til endnu et rekordår for Icelandair, der er fløjet ud af årets første kvartal med en stigning i passagertallet på 11 procent i forhold til samme periode sidste år. Det betyder, at forventningerne for hele 2014 er sat til 2,6 mio. passagerer mod 2,3 mio. i 2013.

Den udbudte kapacitet er i 2014 dobbelt så stor som i 2009 og 18 procent større end i 2013, så Icelandair har i den grad sat en vækstkurs, som kun de færreste kan følge. Til at gennemføre trafikprogrammet har Icelandair 21 fly af typen Boeing 757, men selskabet har en ordre hos Boeing på 12 nye fly samt en købsoption på yderligere 12.

Det er underskrevet aftale om køb af otte Boeing 737 MAX8-fly, der vil have plads til 153 passagerer i Icelandair-versionen. Denne ordre er suppleret af fire Boeing 737 MAX9, der har plads til 172 passagerer. Det første af de nye fly leveres til Icelandair i første halvdel af 2018.