- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Topchef forlader stort nordisk flyselskab

Det er en offentlig hemmelighed, at forholdet mellem Finnair og den finske stat, der er majoritetsaktionær med 55,8 procent af aktiebeholdningen, med tiden er blevet mere anstrengt. Det har i mindst et tilfælde betydet, at et bestyrelsesmedlem har valgt at træde tilbage.

Det handler om privatisering af Finnair, og den tidligere tyske bestyrelsesformand Klaus Heinemann har længe presset på for en privatisering af flyselskabet, så Finnair kan komme til at indgå i den europæiske konsolidering, der i øjeblikket begynder at tage fart.

Koncernchef Pekka Vauramo har hidtil ment, at Finnair selv skal definere sig egen fremtid, og det kommer flyselskabet formentlig også til. Men det bliver uden Pekka Vauramo i chefstolen, idet han netop har meddelt, at han fratræder sin stilling for at blive ny koncernchef i industrivirksomheden Metso Corporation senest den 1. november i år.

“Bestyrelsen i Finnair beklager naturligvis, at Pekka Vauramo ønsker at forlade virksomheden, men vi respekterer også hans beslutning om at søge andre udfordringer. Vi takker Pekka for hans lederskab i løbet af de seneste fem år, og vi ønsker ham succes i hans fremtidige virke. Igennem de seneste fem år har Finnairs ansatte gennemført en bemærkelsesværdig transformation og har ændret Finnair til at blive et vækstselskab. Alle hos Finnair, inklusive bestyrelsen, vil nu fortsætte den lange rejse med at transformere virksomheden,” siger Jouko Karvinen, der er bestyrelsesformand hos Finnair.

Har firedoblet børsværdien
Pekka Vauramo afløste den 1. juni 2013 Mika Vehvilainen som topchef i det finske flyselskab. Siden dengang er aktiekursen firedoblet, således at Finnair i dag har en børsværdi på 1,55 milliarder euro, eller hvad der svarer til omkring 11,5 milliarder danske kroner.

Dermed er det et succesrigt flyselskab, som Pekka Vauramo overlader til sin efterfølger, som Finnair øjeblikkeligt har sat en proces i gang for at finde.

“Vi har været meget igennem i Finnair i løbet af de seneste fem år. Vores strategiske fokus på vækst, kundeoplevelser, personale og transformation har været det rigtige valg, og jeg ønsker at rette en varm tak til alle i Finnair for dette. Jeg har nu fået tilbudt endnu en udfordring, og det har ikke været en nem beslutning. Jeg er taknemmelig for at have været en del af denne forandringsrejse, og jeg vil sammen med mit team arbejde hårdt frem til min sidste dag i Finnair. Vores virksomheds fokus skal hver eneste dag være på den fremtidige udvikling af selskabet.” lyder afskedsordene fra Pekka Vauramo.

Vauramo efterlader et selskab, der i 2017 præsterede at lave et rekordstort overskud på 169,4 millioner euro, hvilket er omkring 1,26 milliarder danske kroner. I årets fire første måneder af 2018 fortsætter selskabet sin vækstkurs, idet passagertallet er øget med 14,7 procent til næsten 4,1 millioner passagerer.

 

Relaterede artikler:

Første Finnair-overskud i januar-kvartal i 10 år

Finnair øger passagertal med 17 procent

Finnair vil købe op til 30 nye fly

Milliardoverskud hos Finnair