- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Trængsel på jysk Oslo-rute

I den kommende sommer vil ikke færre end fire flyselskaber trafikere ruten mellem Billund og Oslo. Der ventes udbudt flere end 5.000 flysæder om ugen.

Da det europæiske luftfartsmarked i 1990 blev liberaliseret med vedtagelsen af den såkaldte anden luftfartspakke, åbnede daværende Maersk Air en række udenrigsruter fra Billund Lufthavn.

Dengang var de vestdanske rejsende tilfredse med, at kunne få muligheden for at flyve direkte ud i verden fra Billund fremfor at skulle med indenrigsfly via Københavns Lufthavn.

Siden er markedet vokset og behovet er ændret, så det ikke længere er nok at have direkte flyforbindelser til udlandet. Nu skal der også være mange afgange for at gøre det attraktivt.

Det er ruten fra Billund til Oslo et godt eksempel på, da der i det kommende sommertrafikprogram vil være op til seks daglige hverdagsafgange i hver retning fordelt på fire flyselskaber.

I dette års sommertrafikprogram fra slutningen af marts til udgangen af oktober var der 90.000 rejsende på Billund-Oslo fordelt på flyselskaberne Norwegian, SAS og Sun-Air. Sidstnævnte opererer som franchisepartner for British Airways.

I det kommende sommertrafikprogram for 2015 vil også Czech Airlines flyve på ruten som en forlængelse af operationen mellem Prag og Billund. Her ventes den samlede udbudte kapacitet at være på omkring 153.000 flysæder. Det svarer til lidt flere end 5.000 flysæder om ugen.

Selskab Afgange Flytype Sæder Sæder om ugen
Czech Airlines 3 ATR42-500 46 276
Norwegian 7 Boeing 737-800 186 2.604
SAS 12 ATR72-600 70 1.680
Sun-Air 8 Dornier 328JET 32 512

Kilde: Amadeus

Oslo er højvolumenmarked
Med fire flyselskaber på ruten er der noget for enhver smag. Her er det muligt at vælge flyafgang efter flytype, bonuspoint, gratis WiFi eller ønsket om et full-service produkt med mad, drikkevarer og isdessert.

Czech Airlines, der er ny operatør på ruten, vil tre gange om ugen kunne tilbyde den seneste afgang fra Billund til Oslo kl. 21.45, mens flyselskabet også tilbyder den første morgenafgang fra den norske hovedstadslufthavn kl. 06.00 med ankomst i Billund kl. 07.15.

“Czech Airlines er nichekapacitet og tilbyder markedet en tidlig morgen fra Oslo en sen aften fra Billund,“ konstaterer marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Ved sommertrafikprogrammets ikrafttræden har Norwegian valgt at flytte sin afgang fra Billund til Oslo fra kl. 21.40 til kl. 14.40. Dermed bliver det muligt samme dag at rejse videre fra Oslo til det nordlige Norge på Norwegians omfattende rutenet. Til gengæld efterlader det norske lavprisflyselskab plads til Czech Airlines til at transportere de rejsende, der sætter pris på dagens sidste afgang fra Jylland til den norske hovedstad.

Trods den øgede kapacitet i markedet, vil der stadig kunne være plads til alle fire operatører.

“Jeg tror, at det nuværende kapacitetsniveau i markedet er meget passende. Efterspørgslen på ruten til Oslo udgør i forhold til vores målestok et højvolumenmarked, og her er det vigtigt med mange frekvenser,“ fastslår Jesper Klausholm.