- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Trafiktal med “påske-effekt”

Lufthavnene i Aarhus og Billund har en samlet tilbagegang på omkring 11 % i marts måned, der er påvirket af “påske-effekten“.

Marts måned var endnu en måned, hvor de største udenrigslufthavne i Vestdanmark måtte registerere tilbagegang i passagertallet.

Værst så det ud for Aarhus Lufthavn for såvidt angår udenrigstrafikken. Her mistede lufthavnen ca. 5.000 passagerer i forhold til året før. Det svarer til en nedgang på 27,8 %, hvilket ifølge lufthavnsdirektør Ole Paaske skyldes kapacitetsforskydning på Ryanairs London-rute i forhold til året før.

Derimod har der været fremgang på indenrigstrafikken på 6,6 % i forhold til året før. Fremgangen svarer til ca. 1.500 passagerer, der er begrundet i en kapacitetsudvidelse, idet SAS året før var alene på ruten, men i 2009 har fået selskab af Cimber Sterling.

Cimber fly

Cimber Sterling hjælper indenrigstrafikken frem.

I Billund Lufthavn kunne lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen notere en nedgang på 8,9 % i udenrigstrafikken svarende til ca. 10.000 passagerer. Indenrigstrafikken var næsten uændret, idet var 18 færre afgående passagerer og 105 færre ankommende passagerer.

Samlet set havde Aarhus Lufthavn en tilbagegang på 11,5 %, mens lufthavnen i Billund havde 10,9 % færre passagerer end året før. Renset for “påske-effekten“ vurderer Aarhus Lufthavn, at den reelle tilbagegang har været ca. 15 %. Samtidig forventer lufthavnen i Aarhus, at tilbagegangen de kommende måneder vil være omkring 10 %.