- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Transavia åbner 5 nye ruter fra Danmark

Tre nye italienske destinationer fra Københavns Lufthavn samt Kroatien og Tyrkiet fra Billund Lufthavn er seneste nyt fra det hollandske lavprisflyselskab, der har ligget lidt i læ i kampen mellem Cimber Sterling og Norwegian.

Det hollandske lavprisflyselskab Transaviaforetog sit indtog i Danmark i december 2008 kort tid efter Sterling-konkursen. Nu er turen kommet til udvidelse af rutenettet på basis af de tre fly, som selskabet råder over på basen i Københavns Lufthavn.

Det sker gennem åbningen af tre ruter fra København til henholdsvis Venedig, Alghero (Sardinien) og Palermo (Sicilien). Stigningen er ifølge selskabet mulig på grund af detsuccesfulde partnerskab med danske turoperatører.

”Vi er glade for at kunne give flere danskere chancen for at nyde det solrige og charmerende Italien i deres sommerferie. Med åbningen af vores nye ruter til Venedig, Sardinien og Sicilien har vi fået en stærk dækning af Italien i højsæsonen,” siger Norbert Zoet, vicedirektør i Transavia.

Udover de italienske ruter fra København er Vestdanmark også blevet tilgodeset denne gang. Fra Billund Lufthavn åbnes der ruter til Antalya i Tyrkiet samt Pula på den kroatiske halvø Istri ved Adriaterhavet.

”Vores gode samarbejde med turoperatørerne Scanways og Suntours gør det muligt for os at udvide vores kapacitet i højsæsonen. Og med transavia.coms hybridmodel, der kombinerer gruppebookninger med individuelt billetsalg, kommer udvidelsen både vores samarbejdspartnere og individuelle rejsende til gode. Vi forventer, at åbningen af de fem nye ruter vil forøge vores billetsalg betragteligt denne sommer,” siger Norbert Zoet, vicedirektør i Transavia.

De fem nye ruter flyves i højsæsonen fra slutningen af juni til midten af august.

Transavia, der er en del af Air France KLM-Gruppen, får konkurrence på flere af ruterne. Til Venedig flyver i forvejen Cimber Sterling og SAS, mens Norwegian også flyver til Sardiniens Olbia-lufthavn. Også Cimber Sterling flyver til Sicilien, men bruger Catania i stedet for Palermo.

Fra Billund bliver der tæt konkurrence med Cimber Sterling på ruten til Antalya i Tyrkiet, mens der ikke er konkurrence til Pula. Dog flyver Norwegian fra København til Dubrovnikved Adriaterhavskysten.

Noget kunne tyde på, at Transavia begynder at røre på sig efter at have været tilskuer til luftfartskrigen mellem Cimber Sterling og Norweigan. Kilder i branchen vurderer, at Transavia vil sætte yderligere fart på ekspansionen, når SWIFT-lavpristerminalen åbner i Københavns Lufthavn sidst på året.

—–

Fototekst: Hilsen fra de hollandske kolleger i Transavia, da den danske operation den 13. august fik godkendelse på eget AOC, der muliggør flyvninger til lande udenfor EU. Foto (anna.aero)