- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Truer med at opgive norske langruter

Norwegian er parat til at droppe norske langruter, hvis ikke de fortsat må bruge asiatisk kabinepersonale, når selskabets langrutefly snart flyttes fra irsk til norsk register.

Norwegian bliver meget snart nødt til at flytte sine irsk-indregistrerede Boeing 787-langdistancefly tilbage til norsk register.

”Vi har dialog med Luftfartstilsynet, og forbereder en overføring af Dreamliner-flyene fra irsk til norsk luftfartsregister,” siger Anne-Sissel Skånvik, kommunikationschef i Norwegian, til avisen Dagens Næringsliv.

At flyene snart skal hedde ”LN-” til fornavn i stedet for ”EI-” skyldes de langvarige problemer med at få de amerikanske myndigheders tilladelse til at anvende de irske fly på ruter mellem Skandinavien og USA. Den tilladelse har Norwegian efter mere end et års ihærdig venten kombineret med en intensiv lobbyindsats, stadig ikke fået.

Når selskabets Boeing 787-langdistancefly er indregistreret i Irland og ejet af det irske datterselskab Norwegian Air International, så har det betydet, at Norwegian Air International har måtte udleje flyene til de norske selskaber Norwegian Longhaul og Norwegian Air Shuttle. De norske luftfartsmyndigheder har givet dispensation til denne manøvre. Men den dispensation udløber den 16. juni. Og derfor gør selskabet klar til at trække flyene hjem til Norge.

Drastisk skridt
Det skaber dog visse problemer i forhold til bemandingen af kabinerne på flyene. Norwegian bruger nemlig amerikansk og asiatisk kabinepersonale med base i USA og Bangkok på sine langrutefly. Det vil selskabet gerne fortsætte med at gøre, når Dreamliner-flyene bliver norske.

Det spænder den nuværende norske udlændingelovgivning imidlertid ben for. I Norwegians øjne gør det imidlertid ikke nogen forskel hvilken nationalitet personalet har. Er de ansat i Norwegian eller indlejet via et vikarbureau til Norwegian, så bør de også kunne arbejde på Norwegian-fly – uanset hvor flyene er indregistreret. Får de ikke lov til at bruge asiatisk og amerikansk personale på flyene, når de overgår til norsk register, så er Norwegian parat til at tage et drastisk skridt.

”Hvis Norwegian som det eneste selskab bliver nægtet at bruge sit eget personale, så må vi i værste fald lade være med at flyve langdistanceruter til og fra Oslo og andre norske lufthavne,” lyder det fra Anne-Sissel Skånvik.