- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Uden stop gennem fremtidens lufthavn

Sikkerhedskontrollen mens vi går. Det bliver formentlig virkeligheden i fremtidens lufthavn, som man kommer til i førerløse biler.

Du bliver kørt til lufthavnen i en førerløs bil, checker bagage med iris-scanning og går så direkte gennem sikkerhedskontrollen, der kan kontrollere dig mens du går. Det kunne være hverdagen i fremtidens lufthavne.

Det er især i sikkerhedskontrollen at der skal ny teknologi til, hvis drømmen om at kunne gå uden stop gennem lufthavnen til flyet skal blive til virkelighed en dag, pointerer sikkerhedskonsulent Ole Folkestad fra Avinor, som driver mere end 40 norske lufthavne.

”Producenterne af udstyr til screening af bagage og passagerer i lufthavne har bevæget sig fra blot at være producenter af hardware til i langt højere grad at tænke proces og udstyr, der giver et godt flow gennem sikkerhedskontrollen. De forsker nu intensivt i teknologier, der kan effektivisere security check, og jeg tror, at “screening i bevægelse“ vil være den næste “store ting“ i sikkerhedscheck af passagerer,” siger Ole Folkestad.

Køer og irritation
Han beskriver, hvordan passageren i fremtiden checker sin bagage med mobilen eller iris-scanning før han eller hun kommer til en korridor, hvor man bliver checket i bevægelse. For enden af korridoren vil man modtage sin håndbagage – eller hente det ved et særligt opsamlingsområde ved hjælp af mobiltelefonen. Dette kan for eksempel være helt ude ved gaten.

”Fordelen ved at scanne passagerer i bevægelse er, at det ikke skaber flaskehalse, køer og irritation. Flaskehalse er også dyre for lufthavnsoperatører, da det kræver mere personale i sikkerhedskontrollen,” understreger Ole Folkestad.

Nøgler i lommen
Muligheden for at se hvilke ting passagererne bærer på sig samt hvilket materiale tingene er lavet af og hvilken form de har. Det er nogle af de muligheder, som producenterne af sikkerhedsscannere ser på i arbejdet med at lave apparater, der kan scanne gående passagerer.

”Det vil betyde, at et bundt nøgler i lommen, som i dag betyder, at du bliver stoppet i sikkerhedskontrollen, ikke længere vil være et problem,” forklarer Ole Folkestad.

Fantasi er eneste begrænsning
Men det er ikke kun sikkerhedskontrollen, der vil blive væsentligt ændret i de næste årtier. Hele rejsen vil være mere teknologi-baseret, tror pressechef i Oslo Lufthavn, Joachim Westh Andersen.

”Du bliver kørt til lufthavnen i en førerløs bil. Bagageaflevering og check-in varetages af robotteknologi ved ankomsten. Når du passerer butikkerne i lufthavnen er der skærme, der viser dig de artikler, som du er interesseret i at købe. Klik på skærmen og få varerne leveret til din destination eller placeret i den førerløse bil, som venter på dig, når du ankommer. Det samme gælder for toldfrie varer, når du vender tilbage,” siger Westh Andersen.

Han påpeger, at udviklingen bevæger sig meget hurtigt, og at fantasi er den eneste begrænsning for, hvordan flyrejsen vil være om et par årtier.

Tegning: Nyhetsgrafikk.no / Avinor