- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Udsigt til kritik af myndigheder i MAX-rapport

Et internationalt panel af repræsentanter for luftfartsmyndigheder er ved at lægge sidste hånd på en rapport om den oprindelige amerikanske godkendelsesproces for Boeing 737 MAX-flyene, og panelet forventes at rejse kritik af de amerikanske luftfartsmyndigheder.

Det skriver den amerikanske avis Wall Street Journal på baggrund af kilder, der har kendskab til rapportens konklusioner.

Panelet har undersøgt den proces, der førte til, at MAX-flyene blev godkendt, og på den baggrund vil panelet kritisere den amerikanske luftfartsadministration (FAA) for mangel på klarhed og gennemsigtighed i den måde, som FAA gav Boeing myndighed til at evaluere visse flyvekontrolfunktioner, rapporterer Wall Street Journal.

FAA var ikke tilstrækkeligt opmærksom på de væsentlige designændringer på MAX-flyene i forhold til tidligere Boeing 737-modeller, hedder det i rapporten.

Vejledninger og procedurer skal opdateres
Panelet forventes at opfordre til øget udveksling af data mellem forskellige regeringer, mens det i udkastet til rapporten anbefales, at FAA gennemgår og ajourfører sine vejledninger og de daglige certificeringsprocedurer for at sikre, at myndighederne på et tidligt tidspunkt bliver involveret i nye tekniske systemer på flyene.

Panelet omfatter repræsentanter for luftfartsmyndigheder i EU, Canada, Kina, Indonesien, De Forenede Arabiske Emirater, Brasilien og USA. Panelet forventes at offentliggøre sin rapport inden for de næste par uger.

FAA-chef vil personligt teste MAX
Mens både FAA og Boeing venter på rapporten fra det internationale panel, planlægger chefen for FAA, Steve Dickson, at besøge Boeing-fabrikken i Seattle i denne uge for personligt at vurdere status for 737 MAX og teste flyet i en simulator.

Steve Dickson er tidligere pilot i Delta Air Lines og certificeret til at flyve Boeing 737-fly, og han siger til nyhedstjenesten Bloomberg, at han under sit besøg hos Boeing har til hensigt at udføre testflyvninger i en MAX-flysimulator.

FAA har endnu ikke fået Boeings endelige sikkerhedsvurdering og ansøgning om at få flytypen tilbage i drift.

”Det handler om sikkerhed først, og vi har ikke nogen specifik tidsplan,” siger Steve Dickson.

Ifølge Bloomberg tyder indikationer på, at andre luftfartsmyndigheder i verden måske vil vente med at godkende MAX-flyene og foretage yderligere undersøgelser i kølvandet på FAA. Til det siger Steve Dickson, at det ikke er usædvanligt, at andre myndigheder validerer FAA’s arbejde.

”Vi arbejder meget hårdt for at sikre, at alle er enige,” siger FAA-chefen.

 

Relaterede artikler:

Boeing vil rekruttere flere hundrede til MAX-klargøring

Boeing kan blive tvunget til at indstille MAX-produktion

Chefen for Boeings MAX-program træder tilbage