- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ulykke tvinger SAS-fly til Sacramento

Ulykken i San Francisco Airport har lukket lufthavnen, hvor et SAS-fly fra København skulle have landet om en time. Flyet er nu omdirigeret til Sacramento.

SAS-flyet med rutenummer SK935, der forlod Københavns Lufthavn tidligere i dag kl. 12.25 er i disse minutter ved at blive omdirigeret i luftrummet over det midt-vestlige USA.

Det 245-sæder store Airbus A340-300 passagerfly skulle have landet i San Francisco International Airport kl. 14.45 (23.45 dansk tid), men nu er flyet blevet omdirigeret, da lufthavnen i den vestamerkanske storby er lukket på grund af Asiana-havariet.

Det store SAS-fly vil i stedet lande i Sacramento International Airport, der er Californiens hovedstadslufthavn. Rutenummer SK935 forventes at lande i Sacramento kl. 14.08 lokal tid (23.08 dansk tid).

En lang række andre fly er også omdirigeret til alternative lufthavne på grund af flyulykken i San Francisco-lufthavnen.