- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

United tester lie flat-sæder på indenrigsruter

United Airlines er i øjeblikket i gang med at teste helt nye lie flat-sæder, som efter planen skal installeres i flyselskabets Boeing 737 MAX 10.

Flytypen skal flyve på de længste indenrigsruter hos United Airlines, hvor der ofte er mange forretningsfolk med om bord. Flyselskabet har netop afsluttet tests af det første sæde, som er inde i overvejelserne. Et andet type sæde forventes at blive testet til efteråret.

Det Chicago-baserede United Airlines tester de nye sæder for at opgradere kabinen på transkontinentale flyvninger mellem storbyerne Los Angeles og San Francisco på vestkysten og New York på den amerikanske østkyst. De nye Boeing 737 MAX 10 skal erstatte de ældre Boeing 757, der flyver på de amerikanske indenrigsruter. Forretningsrejsende er i udpræget grad villige til at betale for at ligge ned på de lange flyveture.

”Jeg tror, det vil være svært at få økonomi i lie flat-sæder fra Denver til Los Angeles. Men ville det betale sig på en rute fra Newark til Seattle? Sandsynligvis. Ville en rute fra San Francisco til Washington D.C. fungere? Sandsynligvis. Vi tror, ​​der er efterspørgsel, men det er næsten udelukkende transkontinental efterspørgsel,” sagde Scott Kirby, koncernchef i United Airlines, forleden ved International Aviation Forecast ifølge Bloomberg.

Skærper indenrigs-konkurrence
Hvis United Airlines får installeret de nye lie flat-sæder, vil sæderne få konkurrence fra de øvrige amerikanske flyselskaber. En række Airbus A321-fly fra American Airlines er indrettet med First- og Business Class-kabiner på indenrigsruter. Delta Air Lines har også indrettet visse fly med mulighed for at ligge ned, ligesom JetBlue Airways tilbyder kunderne en premium-kabine på nogle af selskabets Airbus A321-fly.

United Airlines har i øjeblikket 28 lie flat-sæder på Business Class om bord på Boeing 757-200-flyene. Fra oktober vil flytypen blandt andet også flyve fra Los Angeles til Boston.

Efter planen skal United Airlines begynde at operere de nye Boeing 737 MAX 10 fra år 2020, og det store amerikanske selskab har lagt en ordre på i alt 100 fly af denne model.

United Airlines er partner med blandt andet SAS i Star Alliance, og de to flyselskaber var med til at starte alliancen i maj 1997 sammen med tre andre selskaber.

 

Relaterede artikler:

United stævner blogger for at finde billige rejser

Fire nye SAS-United codeshare ruter

Ny United-rute til Norden

United opgiver rute til Skandinavien efter 16 år

United-boss: Vi kan slå Norwegian