- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

UPS pensionerer MD11’erne efter styrt

UPS’ MD-11’ere kommer ikke på vingerne igen. Efter styrtet den 4. november har selskabet således valgt at pensionere de tremotorers fly, lyder det i en kvartalsrapport.

Den 4. november styrtede en McDonnell-Douglas MD-11F fra UPS kort efter start fra bane 17R i Louisville Muhammad Ali International Airport, da venstre motor faldt af vingen, som derefter brød i brand.

Alle tre besætningsmedlemmer og 11 personer på jorden omkom, mens to personer på jorden kom alvorligt til skade, og yderligere 21 pådrog sig mindre skader.

Nu lyder det fra UPS, at man har valgt formelt at pensionere selskabets flåde af MD-11’ere helt. Det fremgår af den amerikanske transportgigants kvartalsrapport for fjerde kvartal 2025.

Således skriver selskabet i rapporten, at man i fjerde kvartal havde samlede omkostninger på 238 millioner dollars, svarende til 1,5 milliarder kroner.

Det beløb består blandt andet af, hvad man kalder en ikke-kontant omkostning på 137 millioner dollars efter skat, svarende til 853 millioner kroner, som følge af en nedskrivning af selskabets MD-11-flyflåde. UPS har 26 MD-11’ere, og de udgør ni procent af selskabets flyflåde.

Fremrykker flådefornyelse
I rapporten lyder det, at UPS formelt gennemførte den fulde udfasning af MD-11’erne i fjerde kvartal 2025. Samtidig har man fremskyndet moderniseringen af flyflåden. Af rapporten fremgår det ikke præcist, hvad denne modernisering formelt består af.

Rapporten nævner ikke hændelsen den 4. november med et eneste ord. I stedet nøjes UPS’ administrerende direktør, Carol Tomé, med at takke selskabets medarbejdere.

“Jeg vil gerne takke UPS’ medarbejdere over hele verden for deres utrættelige indsats for at betjene vores kunder, hvor vi leverede service i absolut topklasse i højsæsonen for ottende år i træk og overgik vores finansielle forventninger i fjerde kvartal,” siger direktøren blandt andet.

Med hensyn til flådefornyelsen var UPS allerede i gang med en indsats for at udfase MD-11-flåden til fordel for mere brændstofeffektive fly med to motorer. Det inkluderer Boeing 767-300F og Boeing 777F. UPS opererer også med Boeing 747-8F, 757’ere, 767’ere og Airbus A300-600F.

Overvejer flyvedygtighed
Efter styrtet den 4. november har de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, udsendt et hastedirektiv med et påbud om, at samtlige MD-11’ere skal blive på jorden. Det gælder også for FedEx og Western Global Airlines, som har flyene i flåden.

FAA meddelte ifølge AP tirsdag, at man fortsat undersøger alle fakta i hændelsen, og at MD-11’erne derfor fortsat bliver på jorden.

Fra FedEx lød det i december, at man fortsat forventer, at selskabets MD-11’ere er i luften igen i løbet af regnskabsårets fjerde kvartal, som for FedEx slutter den 31. maj.

 

Relaterede artikler:

Metaltræthed bag UPS-ulykke: Kendt risiko siden 2011

Første civile søgsmål efter MD-11-ulykken

Havarirapport: Strukturelt svigt i motorophæng