- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

US Airways forlader Star Alliance til foråret

Efter at US Airways har fået grønt lys til fusionen med American Airlines har selskabet fået travlt med at forlade vennerne i Star Alliance.

Meget tyder på, at US Airways og American Airlines trykker speederen i bund på fusionsprocessen efter at det med megen møje og besvær tidligere på måneden lykkedes de to amerikanske luftfartsselskaber at få grønt lys til fusion, som selskaberne har arbejdet på gennem lang tid.

Ifølge det amerikanske rejsesite Frequent Business Traveler så vil US Airways således vinke farvel til Star Alliance den 1. marts næste år og sige goddag til oneworld alliancen omkring en måned senere.

American Airlines er et af de toneangivende medlemmer i oneworld og det eneste af de store amerikanske selskaber, der er medlem af lige netop den alliance. I Star Alliance har US Airways stået i skyggen af United. Og derfor har det længe ligget fast, at det nye selskab ville vælge oneworld-alliancen.

SriLankan siger goddag
Med tilføjelsen af US Airways har oneworld for alvor vind i sejlene i øjeblikket. Som den første alliance lukkede oneworld i slutningen af oktober et af de ellers så udskældte golf-selskaber ind. Det skete da Qatar Airways den 30. oktober kunne sætte oneworld-globussen på siden af sine fly. I starten er det SriLankan Airlines der siger goddag til de andre oneworld-medlemmer som blandt andre er British Airways, Iberia, Finnair, Qantas, Japan, Airlines, Cathay Pacific og Malaysia Airlines.

Aktiviteterne fra US Airways bliver ikke den eneste nye dreng i oneworld-klassen omkring 1. april. Således kommer brasilianske TAM Airlines også til når selskabet ligesom US Airways forlader Star Alliance. Det sker som en konsekvens af fusionen i 2012 med oneworld-medlemmet LAN Airlines fra Chile.

Ingen nye stjerner på vej
Star Alliance, der blandt andre tæller SAS, Lufthansa, Turkish Airlines, United, Air China, japanske ANA, koreanske Asiana samt Singapore Airlines, South African Airways og Thai Airways, har i øjeblikket ikke nye medlemmer på vej ind. Hos den tredje store alliance, SkyTeam, får man i marts 2014 Garuda Indonesia som medlem og britiske Virgin Atlantic leger med tanken om også at slutte sig til SkyTeam. Den alliance tæller blandt andre Air France-KLM, Delta Air Lines, Aeroflot, Alitalia, Czech Airlines, Korean Air og tre kinesiske selskaber.

De senere år har især sydamerikanske og kinesiske luftfartsselskaber fundet vej ind i alliancerne og alles øjne er nu rettet mod især det indiske marked og selskaberne Jet Airways og Air India. Førstnævnte har længe overvejet om det skulle være SkyTeam eller Star Alliance, men efter at det uafhængige og stenrige golf-selskab Etihad Airways har købt sig ind i selskabet kan det være, at alliance-tankerne er sat på pause. Air India var tidligere på vej til at blive optaget i Star Alliance, men optagelsesprocessen blev sat i bero. Det tager typisk 12-18 måneder for et selskab at få de systemer på plads, som er nødvendige for at blive alliancemedlem.