- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

US Airways pensionerer den sidste 737’er

I løbet af det seneste år er det gået stærkt med at udfase aldrende flytyper blandt flyselskaber verden over. Til august pensionerer US Airways det sidste af sine 737-400.

Adgangen til nye brændstoføkonomiske fly kombineret med høje brændstofpriser har fået flyselskaber verden over til hastigt at udfase de ældste flytyper. Den 19. august 2014 flyver US Airways for sidste gang med sine aldrende Boeing 737-400 fly.

For at markere denne flyvning, der er dedikeret til at være en særlig afskedsflyvning, har selskabet valgt at omdøbe rutenummeret til US737, på turen fra Charlotte til Dallas over Philadelphia og tilbage til Charlotte.

Derefter er det slut med 737-fly i US Airways’ flyflåde. Selskabet har nemlig valgt Airbus A320-familien som afløser. Derimod har søsterselskabet i American Airlines Group, American, over 236 eksemplarer af efterfølgeren til 737-400, Boeing 737-800. American indfaser løbende denne flytype som afløser for selskabets MD80’ere.

Konkurrent til Airbus-fly
Boeing 737-400 er den største af de tre 737 Classic-varianter, som Boeing lancerede i perioden fra 1984 til 1990. Det sidste fly blev leveret i 2000, efter en samlet produktion på 1988 fly. Boeing 737-400 har hos US Airways plads til 144 passagerer fordelt på to klasser. Flyet blev lanceret i 1988 som en direkte konkurrent til MD80’eren og de tidlige Airbus A320-fly.

Senest har Malaysia Airlines taget det sidste af sine 737-400 ud af drift i juni måned, imens SAS i marts udfasede det sidste af sine fly af typen 737-400.

Det er dog ikke kun de aldrene 737’ere, der udfases. Tidligere på året valgte et andet amerikansk flyselskab at takke af med en trofast flytype, da Delta Air Lines pensionerede sit sidste DC-9 fly. Uden for USA har blandt andre Biman Bangladesh senest udfaset den sidste af sin legendariske tremotors DC-10, imens KLM står overfor at udfase det sidste eksemplar af efterfølgeren, MD11, den 25. oktober i år.

US Airways har foruden Boeings 737-400 opereret 737-300 og forgængeren 737-200.