- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Usikkert om flytyveri kan ske i Danmark

Det er uvist, hvorvidt der i danske lufthavne kan finde en hændelse sted som den i fredags, hvor en lufthavnsansat i Seattle stjal et fly og lykkedes med at komme i luften.

Hele verden kiggede en ekstra gang, da historien om, at et passagerfly var blevet stjålet, ramte nyhedsstrømmen i begyndelsen af den forgangne weekend.

En 29-årig ansat i Horizon Air i Seattle Tacoma International Airport stjal fredag aften lokal tid et af selskabets fly, da det stod på en parkeringsplads et stykke væk fra startbanen. Lufthavnsmedarbejderen lykkedes med at sætte sig ind i flyet, starte motorerne, manøvrere hen til startbanen – og sidst men ikke mindst – at få flyet i luften.

Hændelsen rejser det naturlige spørgsmål om, hvorvidt en lignende – formentlig – mentalt forstyrret lufthavnsansat kan stjæle et fly i eksempelvis Københavns Lufthavn og tilmed lette.

Talte med kontroltårnet
Horizon Air-flyet var af typen Bombardier Q400, og den i første omgang uidentificerede mand lettede klokken 19.30 fra den amerikanske lufthavn udelukkende med sig selv om bord. To jagerfly af typen F-15 Eagle blev sendt i luften, og lufthavnen lukkede straks ned for operationer.

Kontroltårnet i Seattle Tacoma fik kontakt til manden i cockpittet, som de prøvede at berolige og få overtalt til at lande igen. Men han styrede flyet rundt i luften i en time, hvor han blandt andet lavede et såkaldt tønde-rul. Hændelsen endte med, at flyet forulykkede i et skovområde på den tyndt befolkede ø Ketron Island 40 kilometer sydvest for Seattle.

Manen i cockpittet omkom, mens hverken bygninger eller personer kom til skade på selve øen.

Den amerikanske efterforskningsenhed, FBI, har sammen med de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, og den amerikanske havarikommision, NTSA, indledt undersøgelser om den tragiske hændelse. FBI ønsker svar på, hvordan en lufthavnsansat kunne stjæle et fly og dernæst lette fra startbanen, uden at han blev stoppet.

Kan det ske i Danmark?
Amerikanske lufthavne har strammet gevaldigt op i sikkerheden, og fredagens opsigtsvækkende hændelse kom derfor som et chok for omverdenen. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, lader til at være et vigtigt spørgsmål, som mange ønsker at få besvaret.

Hændelsen i Seattle-lufthavnen i det nordvestlige USA har naturligvis rejst spørgsmål om, hvorvidt lignende kan finde sted i Danmark. Danske myndigheder er imidlertid begejstrede for at snakke om sikkerhedsprocedurer.

CHECK-IN.dk har været i kontakt med Politiets Efterretningstjeneste (PET), der ikke ønsker at kommentere, hvordan man sikrer sig mod, at lignende hændelse kan finde sted i Københavns Lufthavn. Eller hvad proceduren er, hvis en person får held med at stjæle et fly.

Skal godkendes af politiet
PET henviser til Københavns Lufthavn, der heller ikke ønsker at åbne op for, hvad man gør for at hindre eller håndtere en hændelse som den i Seattle Tacoma.

”Helt principielt kommenterer vi ikke på vores sikkerhedsprocedurer. Det er en væsentlig del af vores sikkerhed, at vi ikke fortæller om dette,” siger Kasper Hyllested, pressechef i Københavns Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

”Generelt set kan jeg nævne, at for at få adgang – et havnekort – til lufthavnen, så skal man godkendes af politiet. Der foregår en godkendelsesproces hos politiet og PET. Man kan ikke blive ansat i en virksomhed, hvor man skal have adgang til lufthavnen, hvis man ikke bliver godkendt af politiet til det.”

Det forbliver derfor officielt et ubesvaret spørgsmål, hvorvidt en lignende hændelse kan finde sted i Danmark. Men det må imidlertid konstateres, at det altid er svært at gardere sig fuldt ud mod mentalt forstyrrede personer, der har gale idéer – både inden- og udenfor et lufthavnsområde.

Opdatering tirsdag klokken 12: 
CHECK-IN.dk har modtaget følgende fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen:

“Kort sagt forholder det sig således, at de medarbejdere, som har adgang til at bevæge sig uledsaget rundt inden for airside i CPH, alle er baggrundskontrollerede. Hertil kommer CPHs øvrige sikkerhedsforanstaltninger, der er ganske omfattende, ligesom Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen som kontrolmyndighed tilser, at CPH efterlever de gældende regler, som de er defineret af bekendtgørelser og så videre,” forklarer Kim Voigt Østrøm, pressechef i Trafik,- Bygge- og Boligstyrelsen.

“Når det er sagt, så er der nok ingen, der kan give en garanti imod, at en ‘gal person’ kan ‘stjæle’ et fly og – hvis vedkommende besidder de tekniske færdigheder – formår at få det i luften.”

 

Relaterede artikler:

Forulykker i stjålet passagerfly

Vil sætte fokus på sikkerhedsomkostninger i CPH

Fik tre knive gennem sikkerhedskontrollen i CPH

CPH udvider sikkerhedskontrol markant

PET: Farligere at være dansk i udlandet