- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Usikkert internet stresser forretningsrejsende

Kun mistet bagage er mere stressende for forretningsrejsende end manglen på internetforbindelse. Det viser en ny undersøgelse.

Forsinkelser, flyskifte, immigrationskontrol, jetlag og sprogbarriere. Ingen af disse ting stresser forretningsrejsende nær så meget som risikoen for en dårlig eller slet ingen internetforbindelse i lufthavnen og på hotellet. Det viser en ny undersøgelse, som erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel (CWT) har lavet blandt 6.000 forretningsrejsende fra ni globale virksomheder.

Alle deltagerne i undersøgelsen er blevet bedt om at ’rate’ 33 stressfaktorer, som optræder på forskellige tidspunkter af en rejse, fra booking til transport, hotel og rejseafregning.

Og her scorer mistet bagage højest skarpt forfulgt af frygten for en dårlig eller slet ingen internetforbindelse og udsigten til at skulle flyve langt og være placeret på economy class.

Det færrest bliver stresset over er flyskræk.

CWT er på baggrund af undersøgelsen kommet frem til, at stress på rejsen kan inddeles i tre kategorier: spildt tid, overraskelser og rutinebrud.

Kvinder mere modtagelige
Undersøgelsen viser også, at rejserelateret stress stiger i takt med alder og rejsehyppighed. Kvinder er mere modtagelige for stress end mænd, og rejsende fra Nordamerika bliver lettere stresset over sprog, de ikke forstår, end rejsende fra resten af verden.

”Resultaterne kan bruges til at udregne, hvor meget rejserelateret stress påvirker en virksomheds produktivitet. På baggrund af undersøgelsen kan en virksomheds rejsepolitik skræddersyes så den passer til de rejsendes velbefindende i forhold til rejsehyppighed og demografi,“ forklarer direktør Sophie Hulgard fra CWT Danmark.

Undersøgelsen er første skridt i udviklingen af CWTs “Travel Stress Index“.