- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vágar vil lokke nye selskaber til

En længere startbane og en ny terminal skal bane vej for at flere flyselskaber får lyst til at flyve til Færøerne. Det er ambitionen hos den nye direktør for lufthavnen på Vágar.

Den færøske stat har investeret omkring 365 mio. kroner ien forlængelse aflandingsbanen på Færøerne fra 1.250 meter til de nuværende 1.799 meter, hvilket gør lufthavnen i stand til at tage imod almindelige mellemdistancefly som Airbus A320 og Boeing 737.

I maj er nyt indflyvningsudstyr parat til at hjælpe med at guide fly til en bedre landing i lufthavnen, hvor drilske vinde i fjordene kan gøre indflyvningen ekstra udfordrende. Endelig forventes en ny terminal at stå klar om halvandet år.

”Disse investeringer skal bane vej for mere flytrafik imellem Færøerne og udlandet. Vores ambition er at vokse på både passager- og fragttrafikken til og fra Færøerne,” siger bestyrelsesformanden for Vágar Lufthavn, Kitty May Ellefsen.

Flere flyselskaber har vist interesse for at begynde flyvninger til Vagar efter at startbanen er blevet forlænget.

Overtage funktioner
Bestyrelsen og direktionen vil nu gå i gang med at kortlægge de vækstområder som ligger indenfor virksomhedens rækkevidde. Senere på året vil lufthavnen præsentere en mere detaljeret vækststrategi.

”En dedikeret vækststrategi vil som udgangspunkt indeholde interne omlægninger for at frigive resurser til andre formål, så som at udbygge nuværende indtjeningsområder og undersøge muligheden for at overtage nogle af de nuværende funktioner indenfor lufthavnens arealer. Eksternt vil vi engagere os mere i at bidrage til at synligøre Færøerne som en turistdestination,” siger Jákup Sverri Kass, der tirsdag havde første arbejdsdag i jobbet som lufthavnsdirektør.

Den 35-årige færing har en fortid som bl.a. salgs og marketing direktør for Smyril Line og senest som salgs- og marketingchef for Atlantic Airways.

Spritnyt fly
Cirka 200.000 rejste i 2011 igennem lufthavnen på Vagar. I dag er det kun Atlantic Airways som regelmæssigt knytter Færøerne sammen med udlandet via luftvejen. Tidligere har blandt andet Maersk Air og det færøske Faroe Jet været på banen. Atlantic Airways opererer tre helårlige ruter og 4 sæsonruter til og fra Færøerne i 2012.

Den forlængede startbane har betydet, at Atlantic Airways ikke længere er nødsaget til at bruge de brændstofslugende Avro-jetfly. Således modtog selskabet under stor festivitas i slutningen af marts en spritny Airbus A319, der er indsat på selskabets største rute til København.

Fra propel til jetmotorer
Vágar Lufthavn blev oprindelig bygget af englænderne som en militær installation under anden verdenskrig. Igennem 1960´erne voksede presset på at etablere en reel lufthavn på Færøerne og derfor gik man i gang med at bygge bedre faciliteter til gavn for passagererne.

I 1963 åbnede lufthavnen for civil flytrafik imellem Færøerne og udlandet. De første år var det med propelfly, men siden 1977 har jetmotorer domineret luftrummet omkring Færøerne. Frem til 2007 var lufthavnen administreret af Statens Luftfartsvæsen. Siden 2007 har Vagar Lufthavn været under færøsk administration.