- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vandflyselskab: Færre afgange og mere sightseeing

I næste uge letter vandflyene atter fra havnene i Danmarks to største byer, når Nordic Seaplanes indleder sæsonen med en slankere fartplan. Sightseeing og andre oplevelser skal også prioriteres.

Siden 2016 har passagerer haft mulighed for at stige ind i et af Nordic Seaplanes’ to røde og hvide vandfly i havnen i Aarhus eller Nordre Toldbod i København og derfra flyve til den anden af Danmarks to største byer.

I øjeblikket holder flyselskabet vinterpause, men Nordic Seaplanes har netop offentliggjort, at denne slutter den 21. februar, hvorefter man tager hul på 2023-sæsonen, som er udset til at blive én, hvor selskabet ikke blot vil fokusere på rutedriften.

Det skyldes, at omstændighederne i verden har medvirket til, at kundernes ikke har de samme rejsevaner som tidligere, og derfor vil flyselskabet afvikle færre afgange. Det fortæller administrerende direktør og kaptajn Lasse Rungholm.

”Pandemien og nu krigen i Ukraine, har givet kunderne nye rejsevaner, derfor vil de i 2023 opleve, at fartplanen er reduceret. Målet med den reducerede fartplan er også at samle passagererne på et mindre antal afgange, og dermed bidrager vi til at minimere og begrænse vores CO2-aftryk.”

Mere sightseeing og eventuelt nye oplevelser
I det forgangne år satte Nordic Seaplanes passagerrekord på såvel de daglige afgange som sightseeing-flyvninger, og ifølge direktøren vil netop disse flyvninger spille en større rolle, når flyselskabet sætter gang i den kommende sæson.

”Hvor den samlede andel af sightseeing kunder, alene målt i København, før lå på 5 procent, steg den til 11 procent i 2022. Derfor bliver 2023 året, hvor vi har øget fokus på at udbygge sightseeing-sæsonen.”

Lasse Runholm fortæller, at flyselskabet starter med at flyve sightseeing den 15. april i København samt den 1. maj i Aarhus. Derudover vil Nordic Seaplanes ligeledes se på hvilke andre slags oplevelser, som selskabets portefølje eventuelt skal udvides med.

Nogle afgange prissættes mere aggressivt
En flyvning med Nordic Seaplanes mellem Aarhus og København varer omkring tre kvarter, og hastigheden appellerer til det segment af kunder, som vælger vandflyselskabet, når de eksempelvis skal til møde i en af de to danske byer, lyder det.

”Vores kunder har fokus på den korte rejsetid, og de kan se, at de får værdifuld tid frigivet til andre formål. Hos dem er fokus ikke så meget billetprisen.”

”Det ser vi i stedet hos det private segment, hvor vi med held har fået større kundetilgang med en mere aggressiv billetprispolitik på dagens midterste afgange,” påpeger administrerende direktør Lasse Rungholm.


Relaterede artikler:

Ny bestyrelsesformand til vandflyselskab

”Det er håbløst svært at få fat i SAF”

Vandflyselskab lander overskud trods COVID-19