Et fly opereret af Sunclass Airlines fra Phuket til Arlanda måtte anden juledag vente ved startbanen i fire timer. Krigen i Ukraine har gjort det nødvendigt at vente på godt vejr, lyder det fra charterarrangøren bag afgangen.
Chartergæster, som rejste med rejsearrangøren Ving, måtte bruge en større del af deres anden juledag end forventet i Phuket, Thailand, da de skulle flyve hjemover mod Stockholm Arlanda.
Det pågældende fly, en dansk Airbus A330-900neo fra Sunclass Airlines med registreringen OY-VKP, ventede således næsten fire timer ved startbanen, og til den svenske avis Aftonbladet fortæller Vings kommunikationschef, Claes Pellvik, at krigen i Ukraine betyder, at ruten er blevet længere.
”Da vi ikke kan flyve over hverken Rusland eller Ukraine, er vores rute blevet længere. Det betyder, at vi må vente på perfekte vejrforhold og vinde for at kunne komme hele vejen med den mængde brændstof, vi har,” siger han.
Skulle have ventet med at boarde
Claes Pellvik fortæller, at man ikke umiddelbart kan håndtere flyvningerne mellem Thailand og Sverige på anden vis, da flyene på ruten i forvejen er fuldt tanket.
Dermed bliver man nødt til at vente på gunstige vejrforhold, da alternativet er en mellemlanding, hvor der kan tankes mere brændstof.
Til gengæld fortæller kommunikationschefen, at ventetiden på den pågældende afgang, flight DK2565, var usædvanligt lang.
Set fra det perspektiv lyder det fra Pellvik, at man ikke burde have boardet flyet men i stedet ladet passagererne vente i lufthavnen. Han betegner situationen som beklagelig.
Han siger, at i situationer, hvor flyet bliver nødt til at mellemlande, ville det ske i Bulgarien, men det er ikke sket i løbet af denne vinter eller sidste vinter.
Data fra Flightradar24 viser, at flyet var sat til at lette fra Phuket International Airport klokken 18.45 lokal tid, mens det skulle være landet klokken 01.35 i Stockholm Arlanda.
Flyet kom dog først på vingerne klokken 22.43, og klokken 05.25 kunne det sætte landingsstellet på svensk jord. Næste afgang på ruten er den 2. januar, viser Flightradar24.
Relaterede artikler:
Sunclass må tage afsked med Skiathos-fly