- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Venter på flere flyafgange fra Jylland til Istanbul

Star Alliance-flyselskabet Turkish Airlines har valgt at etablere en ny rute fra Istanbul til Stavanger fra foråret 2014. Det kan angiveligt påvirke muligheden for en opgradering af frekvenser på trekantsruten mellem Istanbul og Aalborg samt Billund.

Siden den 9. juli sidste år har Star Alliance-flyselskabet Turkish Airlines fløjet tre gange om ugen på en trekantsflyvning mellem Istanbul, Aalborg og Billund. Succesen for ruten har været til at føle på, og de lokale direktører i henholdsvis Aalborg og Billund har indtil videre forgæves forsøgt at overbevise hovedkontoret i Istanbul om, at der bør indsættes mere kapacitet på ruten.

Men der er mange om buddet, når Turkish Airlines i dag har 238 destinationer og hvert år åbner et sted mellem 20 og 30 nye ruter. Alle markederne står i kø for at få tilført mere kapacitet, og helt nye markeder forsøger at overbevise om netop deres berettigelse.

Noget kunne tyde på, at Turkish Airlines i Norge har råbt højest. Til foråret etableres en direkte rute fra Stavanger til Istanbul, mens ruten fra Oslo til det store tyrkiske trafikknudepunkt øges fra to til tre daglige frekvenser.

Udvidelsen i Norge kan angiveligt betyde, at Danmark ikke bliver tilgodeset i denne omgang, da det norske marked er meget købestærkt med relativt høje gennemsnitspriser. Og Turkish Airlines vil formentlig sætte kapaciteten ind, hvor der er størst mulighed for at få lønsomhed i operationerne.

Kæmper hårdt
I Billund Lufthavn kæmper direktør Osman Sahan hårdt for at kunne fordoble de tre ugentlige frekvenser til Istanbul.

“Vi har arbejdet på det i rigtig lang tid nu. Vi får ikke mere kapacitet til vintertrafikprogrammet, men vi håber stadig, at der er nogle muligheder for at få flere frekvenser til Billund og Aalborg, når sommertrafikprogrammet træder i kraft.“

Turkish Airlines anvender sædvanligvis et Airbus A319-fly med 126 sæder på ruten. Det er dog muligt at efterspørge et større fly på afgange, der allerede er solgt godt op. Således benyttes af og til Boeing 737-800 fly med 159 sæder, når det er nødvendigt at hensyn til den solgte kapacitet.