- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Verdenspremiere på Bombardier CS300 med hangarfest

(RIGA) Letlands præsident, en håndfuld ministre, generaler samt topchefer fra airBaltic og Bombardier var blandt de 2.000 gæster, der i går kunne være med til det spektakulære indvielsesshow for Bombardier CS300 jetflyet, som det lettiske flyselskab er lanceringskunde til. Flyet med registreringen YL-CSA er det første, der er rullet ud fra fabrikken fra den canadiske flyproducent.

De mange festklædte gæster manglede hverken sprudlende bobler i glasset, eller lækre kanapéer til den gedigne fest i hangaren. Lysshow og video af flyets vej gennem fabrikkens samlebånd gik købende på de enorme hangarvægge. Det hele var en storslået fest, og det skortede ikke på stolte ansigter blandt repræsentanterne fra airBaltic og Bombardier.

 

Den mest prominente gæst ankom på den røde løber sammen med sine livvagter. Letlands præsident Raimonds Vējonis var aftenens hovedtaler, og med både stolthed og nationalfølelse bød han det nye fly velkommen til Riga.

”Jeg er på vegne af hele Letland stolt af at vi nu har det grønneste fly på markedet, og at flyets første stop er Riga”, udtalte præsidenten som samtidig fremhævede at flyet ligger på linje med landets målsætning om at være et miljørigtigt og grønt land.

Raimonds Vējonis repræsenterer i høj grad ejerene af airBaltic, da den lettiske stat ejer 80 procent af selskabet.

Over forventning
Topchef i airBaltic, Martin Gauss kunne heller ikke skjule sin begejstring i sin tale til de mange fremmødte gæster.

”Vi har fået meget mere end Bombardier lovede os i 2012, da vi indgik aftalen om CS300-flyene. Det flyver både hurtigere, højere og med mindre brændstofforbrug end vi blev lovet, så vi kan ikke andet end at glæde os til den 14. december, når den første ruteflyvning går af sted til Amsterdam”, sagde topchefen i sin tale.

Og dermed var det klart for at lade tæppe falde til dundrende rytmer af danske Safri Duo, så alle kunne nyde synet af det splinternye fly.

Danmark må vente
AirBaltic har 20 fly af modellen i sin bestilling, og leverancerne af de 19 resterende fly sker løbende over de næste to år. Først ude er ruten til Amsterdam. Danske lufthavne skal dog ikke forvente at modtage den nye flytype i airBatic-farver lige med det første. Hverken ruterne til København eller Billund er foreløbig planlagt til at skulle beflyves med CS300. Stockholm og Helsinki er på ruteplanen for den nye flytype – sammen med Amsterdam, Paris, Wien, Barcelona, Frankfurt og London.

Relaterede artikler:

AirBaltic klar til første CS300-flyvning

AirBaltic bestiller yderligere syv nye fly

AirBaltic vil købe nye fly for 9,2 mia. kroner

Første CS300-fly rullet ud

Letter vil ansætte 1.000

CHECK-IN.dk var inviteret af airBaltic til præsentationen af det nye CS300-fly fra Bombardier. Rejse og ophold var betalt af airBaltic.