- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Verdensstjerner flyver udenom Billund

Når store verdensstjerner optræder i Horsens eller Skanderborg flyver de ofte til og fra Aarhus Lufthavn, mens artisterne til Herning hyppigt vælger Karup Lufthavn.

Aarhus Lufthavn har mange gange i løbet af sommeren haft fornemt besøg, når verdensberømte musikere har benyttet lufthavnen i forbindelse med optrædender i Horsens og Skanderborg.

I slutningen af maj fløj den amerikanske skuespiller Johnny Depp sammen med rocklegenden Alice Cooper til den østjyske lufthavn i forbindelse med en koncert i Horsens, hvor deres band Hollywood Vampires skulle optræde. Senere på sommeren fik lufthavnen besøg af den amerikanske rockstjerne Bruce Springsteen, da han også lagde vejen forbi Horsens som et led i The River Tour.

“Fedt at The Boss kan benytte Østjyllands Airport. Mon ikke også folk fra Aarhus kan?” bemærkede Kirsten Jensen dengang på lufthavnens Facebook-side.

Den britiske rockmusiker Sting fandt også vej til Aarhus Lufthavn, da han skulle optræde på Smukfest 16 i Skanderborg. Sting kom flyvende i et privat jetfly, som lufthavnens medarbejdere samtidig fik lov til at kigge indenfor i og tage fotos til Facebook-siden.

Effektiv og diskret service
Når Jylland har en stor international lufthavn i Billund, kan det nok undre mange, at kunstere der skal optræde i Horsens og Skanderborg vælger Aarhus Lufthavn på Djursland. Fra Horsens er der kun 45 minutters kørsel og 58 kilometer til lufthavnen i Billund, mens afstanden til Aarhus Lufthavn er på 89 kilometer med en transporttid på 65 minutter.

Men der er en helt særlig forklaring på, at Aarhus Lufthavn og også Karup Lufthavn ofte blive valgt at de internationale stjerner. Det er hurtigere at komme igennem de to mindre lufthavne, og så handler det i høj grad om diskretion, da man er mere afskærmet fra nysgerrige blikke i Aarhus og Karup, da den daglige passagergennemstrømning er betydeligt mindre end i Billund Lufthavn.

“Jeg tror, at det handler om, at de kan få en god, effektiv og ikke mindst diskret service hos os. Operatørerne ved at vores service er upåklagelig, og de kan godt lidt, at lufthavnen har en størrelse, der gør det nemt at komme igennem. Vi kan i højere grad holde en diskretionslinje end andre og større lufthavne,” forklarer administerende direktør Peter Høgsberg fra Aarhus Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Lufthavnsdirektøren fortæller, at det er muligt køre biler ind på forpladsen for at hente VIP-kunderne. En service som andre og større lufthavne ikke kan tilbyde af sikkerhedsmæssige årsager.

Mere diskretion i Billund
Det er dog ikke alle verdensstjerner, der flyver forbi Billund. Den internationale lufthavn har også sin andel af kagen, hvilket offentligheden dog sjældent hører om.

“Vi modtager også kendisser, der skal til Skanderborg, Horsens og Herning, men vi råber ikke så højt om det, fordi de skal have den diskretion de ønsker,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

Diskretion fylder tilsyneladende ikke så meget i Karup Lufthavn.

“Sir Poul McCartney og hans backstage-crew med 146 hjælpere i eget jet benyttede for nylig Karup Lufthavn, ligesom øvrige særlige notabiliteter foretrækker den fleksible og nemmere anvendelse af den centralt beliggende midtjyske lufthavn i Karup frem for andre større internationale lufthavne i Jylland, hvor turn-around tid og kompleksiteten giver ventetider i både check-in og security køer,” skrev den midtjyske lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen for nylig i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Paul McCartney rejste med Danfoss-privatjet

Tyske verdensmestre flyver med dansk flyselskab

Birdstrike forsinkede Dalai Lama-fly

Verdensstjernen Pamela fløj med danske JoinJet

U2 standsmæssigt til Billund Lufthavn