- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Vil lokke SAS-kunder væk fra Aarhus Lufthavn

Vandflyruten mellem Aarhus og København, der drives af Nordic Seaplanes, vil tilbyde de mest loyale SAS-kunder at flyve gratis med vandflyruten.

SAS har ikke fløjet mellem Aarhus Lufthavn og Københavns Lufthavn siden den 29. marts som følge af coronakrisen, og nu vil Nordic Seaplanes sikre, at de mest hyppigt rejsende stadig kan flyve frem og tilbage mellem Danmarks næststørste by og hovedstaden. Uden at skulle have én krone op af lommen.

Nordic Seaplanes har nemlig sammensat et tilbud, hvor indehavere af et såkaldt SAS Travel Pass til ruten mellem Aarhus Lufthavn og København Lufthavn kan flyve gratis på vandflyruten fra Aarhus Havn til Københavns Havn, indtil SAS er tilbage på indenrigsruten til Aarhus.

”Da der endnu ikke flyves på indenrigsruten mellem Aarhus Lufthavn og Kastrup, er det synd for specielt de passagerer, der har et ellers ubrugeligt pendlerkort til den rute, så derfor har vi nu besluttet at tilbyde de passagerer, at de kan flyve med os i stedet – uden ekstra betaling. De bruger ikke engang af deres klip, og kortet giver både adgang til vores lounge og til at låne en gratis bil ved ankomst til Aarhus eller Københavns havne,” siger administrerende direktør Lasse Rungholm fra Nordic Seaplanes.

Stadig stigende efterspørgsel
Efter en vinterpause, der på grund af COVID-19-pandemien blev noget længere end først planlagt, gik vandflyet på vingerne igen tirsdag den 12. maj. Der flyves indtil videre to gange dagligt, indtil der er kommet flere passagerer med på ruten.

“Vi kan allerede nu mærke en god og stadigt stigende efterspørgsel, og at erhvervslivet har brug for at mødes personligt. Det kan vi se i vores bookinger, og vi er meget fortrøstningsfulde. Det har været to hårde måneder økonomisk, men vi har stadig en god likviditet, så det skal nok gå det hele,” lyder det fra Nordic Seaplanes-direktøren.

Hos Nordic Seaplanes håber man naturligvis, at nogle af de trofaste pendlere på SAS-ruten til København vil opdage, at vandflyruten er et godt alternativ. Samtidig er det muligt at forære billetterne væk, da der stadig er god plads i flyene, der har en kapacitet på op til 18 passagerer afhængig af den samlede vægt.

Ifølge den gældende tidtabel forventer SAS at genoptage flvyningerne mellem Københavns Lufthavn og Aarhus Lufthavn mandag den 25. maj. Tilbuddet hos Nordic Seaplanes er dog gældende til udgangen af maj.

 

Relaterede artikler:

Nordic Seaplanes får milliontab på coronakrise

Nyt fly på vej til Nordic Seaplanes

Hver syvende Nordic Seaplanes-kunde er fra SAS