- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Virksomheder vil fjerne 20 % af alle flyrejser inden 2014

En række britiske virksomheder vil sammen med WWF Verdensnaturfonden arbejde for at reducere flyrejser med 20 % inden 2014.

Luftfartsindustrien befinder sig i sin værste krise nogensinde p.g.a. den globale økonomiske recession. Men nye problemer tårner sig op i horisonten for den trængte industri.

En gruppe af britiske virksomheder har sammen med WWF Verdensnaturfonden i sidste uge præsenteret et program kaldet “One in Five Challenge“, der har til formål at reducere virksomhedernes flyrejser med 20 % inden år 2014.

Bag initiativet står virksomheder som Marks & Spencer, Vodafone UK og Capgemini. Ifølge en undersøgelse foretaget af WWF blandt 350 britiske virksomheder fra det anerkendte FTSE-index (samarbejde mellem Financial Times og London Stock Exchange) forventer 89 % af de adspurgte virksomheder at reducere deres flyrejser markant i de kommende ti år.

WWF logo

WWF bag “One in Five Challenge“

Programmet “One in Five Challenge“ har til formål at motivere virksomhederne til at finde mere miljøvenlige alternativer til flyrejser, lige fra videokonferencer til togrejser. Herudover får virksomhederne hjælp til at fastsætte årlige mål for reduktionen af flyrejser samt hjælp til at få de rejsende medarbejdere engageret i projektet.

Capgemini, der er en af de stiftende medlemmer af One in Five Challenge, udtalte i forbindelse med præsentationen, at programmet på alle måder komplementerer virksomhedens egen målsætning om at reducere CO2-udledningen med 30 % inden 2014.

Foreløbig er One in Five Challenge kun lanceret i Storbritiannien.