- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Øget vinterturisme skaber passagervækst i Norge

Trafikvæksten fra januar i de norske lufthavne fortsatte ind i februar, hvor der blev håndteret i alt 3,8 millioner passagerer. Det var en vækst på fem procent og skyldes særligt flere vinterturister.

Den norske lufthavnsoperatør Avinor havde en travl februar med fremgang i flere segmenter.

Således benyttede i alt 3,8 millioner passagerer de samlet 43 lufthavne, som Avinor driver. Det var en stigning på fem procent i forhold til samme måned sidste år. Dermed fortsatte trafikvæksten fra januar ind i den sidste vintermåned.

Ligesom i januar er fremgangen størst blev de internationale rejsende, som der var i alt 1,5 millioner af i februar. Det var en vækst på syv procent i forhold til samme måned i 2025.

Antallet af indenrigsrejsende steg også i februar til samlet 2,2 millioner passagerer, hvilket var en stigning på tre procent.

Tromsø skiller sig ud
Fra Gaute Skallerud Riise, direktør for trafikudvikling hos Avinor, lyder det, at der er særligt ét forhold, der har fået antallet af passagerer til at stige de seneste måneder.

”Året startede med en stigning i det samlede antal rejsende i januar, og denne tendens fortsatte i februar. Tallene for både januar og februar fortæller os, at Norge som vinterdestination er i kraftig vækst,” siger han.

Oslo Lufthavn – den suverænt største i Norge – havde en vækst på fire procent i februar til knap 1,9 millioner passagerer. Lufthavnen i Bergen var månedens næststørste med i alt 445.000 passagerer; en vækst på fire procent.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Tromsøs lufthavn blev februars tredjestørste i Norge med samlet 316.000 rejsende; en stigning på hele 16 procent. Dermed overhalede lufthavnen både Trondheim og Stavanger, der havde henholdsvis 295.000 og 273.000 passagerer. Tromsø-væksten hænger ganske givet sammen med den stigende vinterturisme.

Færre flyvninger og mindre droneaktivitet
Mens der var fremgang i antallet af passagerer hos Avinor, var der til gengæld et fald i antallet af flyoperationer i februar. Således var der i alt 45.000 starter og landinger i måneden, hvilket var én procent færre end samme måned sidste år. Dette betyder altså, at flyselskaberne har flere rejsende med på deres fly i år.

De fem største udenrigsdestinationer i februar var Danmark efterfulgt af Spanien (inklusiv De Kanariske Øer), Storbritannien, Holland og Tyskland.

Februar bød på i alt 1.629 droneflyvninger, hvilket var 13 procent færre end i februar 2025. Det var første gang, at tallet var lavere end i samme måned året før. Mats Gjertsen Bye, chef for Avinors droneprogram, fortæller, at det ikke er usædvanligt, at vintervejr resulterer i færre droneflyvninger.

”Vi kan forvente, at tallet stiger igen, når vinden er mindre, og vejret er varmere,” konstaterer han.

 

Relaterede artikler:

Norsk succeslufthavn må ikke være stor lufthavn

Lufthavnene i Nord-Norge førte an i væksten

Avinor i Norge: Alvorligt at trafikken samles i CPH