- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Volotea øger fokus på Grækenland

Grækenland er blevet tydeligere på rutekortet hos Volotea i form af otte nye ruter. Alene fra Athen vil det spanske lavprisflyselskab tilbyde 33 procent flere sæder i forhold til sidste år.

Volotea sætter alle sejl til for en styrkelse af positionen i Grækenland.

Således vil det spanske lavprisflyselskab åbne otte nye ruter fra græske lufthavne i løbet af 2023. De nye ruter vil bestå af forbindelser fra Athen til Toulouse og Cagliari, to ruter fra Santorini til Bilbao og Palermo, én rute fra Heraklion til Bordeaux, én rute fra Rhodos til Nantes, én rute fra Kalamata til Nantes samt én forbindelse fra Karpathos til Napoli.

Den største Volotea-tilstedeværelse i Grækenland er i Athen International Airport, hvorfra flyselskabet i 2023 samlet vil tilbyde 17 destinationer og øge sin sædekapacitet med 33 procent i forhold til 2022.

Volotea åbnede sin base i Athen i 2018 med to fly (Airbus A319), og i øjeblikket har selskabet 3.800 flyvninger til salg fra den græske hovedstad. Det repræsenterer en forøgelse på 23 procent sammenlignet med 2022.

Vigtigt samarbejde med Aegean
Alene fra Athen vil Volotea tilbyde mere end 680.000 sæder i år og over 1,4 millioner sæder til og fra hele Grækenland, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til 2022.

”Vores planer for dette år viser, at vores vækstbane er stærkere end nogensinde, og vi er forpligtet til at udvide vores netværk på tværs af Europa med Grækenland som en vital del af denne strategi,” siger Carlos Muñoz, koncernchef og grundlægger af Volotea.

Også Valeria Rebasti, der er landechef for Italien og Sydøsteuropa hos Volotea, fortæller, at selskabet er glade for væksten i Grækenland – særligt i Athen.

”Takket være dedikationen fra vores fantastiske team på 80 mennesker og det fulde samarbejde mellem repræsentanter for Athens lufthavn og codeshare-partneren Aegean er vi sikre på vores evne til at blive ved med at udvide og forbinde endnu flere passagerer med Grækenlands skønhed og kultur og hjælpe flere og flere grækere med at opdage nye byer over hele Europa,” lyder det.

Volotea og Aegean Airlines – Grækenlands største flyselskab – indgik en codeshare-aftale i 2021. I 2023 bliver 32 Aegean-ruter udbudt via Voloteas salgskanaler, mens 46 Volotea-ruter er tilgængelige for kunderne hos Aegean. Herudover betjener begge flyselskaber 15 identiske ruter.

Ruter fra Aalborg og København
I 2023 vil Volotea samlet set tilbyde næsten 12 millioner sæder fordelt på over 400 ruter i 16 lande i hele sit netværk. Og tre af ruterne udgår fra Danmark.

Det spanske lavprisflyselskab fik sin rutedebut fra Danmark – og fra hele Skandinavien – i 2022, da selskabet i begyndelsen af maj åbnede en forbindelse fra Aalborg Lufthavn til Napoli. Det blev gjort med en Airbus A319 med plads til 156 passagerer.

Voloteas danske tilstedeværelse er i 2023 blevet udvidet med to ruter fra Københavns Lufthavn. 30. marts åbnede lavprisflyselskabet en rute fra CPH til Marseille, og dagen efter opererede Volotea den første flyvning til Nantes. Begge ruter bliver betjent to gange om ugen med fly fra Airbus A320-familien.

Flåden hos Volotea består i øjeblikket af 20 Airbus A319 og 21 Airbus A320, og flyene har en gennemsnitsalder på 16 år.

 

Relaterede artikler:

Flytype har forbedret klimaregnskabet hos Volotea

Skandinavisk premiereflyvning fra Aalborg Lufthavn

Spansk lavprisflyselskab debuterer i Danmark