- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Widerøe åbner ny flyrute til København

Det norske flyselskab Widerøe åbner fra første september en smutvej til Molde på den norske vestkyst.

Den hurtigste rejse mellem Molde og København går i dag via Oslo, hvor man på tre timer og ti minutter kan tilbagelægge rejsen med SAS. Når Widerøe fra den første september lancerer en ny rute direkte fra Molde til København, reduceres rejsetiden til en time og 50 minutter.

Ruten skal flyves to gange om ugen og er i første omgang tilrettelagt weekendrejsende med en morgenflyvning på fredage og en eftermiddagsflyvning på søndage. Flyet afgår på fredage fra Molde kl. 7.30 og ankommer til København 9:20 for at flyve retur igen kl. 9:50 med ankomst 11:40. På søndage flyves der fra Molde kl. 12:20 med ankomst i København 14:05. Imidlertid afgår søndagsflyvningerne fra København til Molde allerede kl. 13:00.

Selvom Widerøe er baseret i Norge, er det især trafikken til Norge, som ruten er lagt an på.

”Flere og flere danske turister kommer til Vestlandet (det vestlige Norge red.) med fly. Widerøe gør det nu muligt for danske turister at flyve direkte til en af Norges smukkeste regioner,” fortæller Richard Kongsteien, pressechef i Widerøe, til NRK.

”Vintertrafikken har specielt haft en god udvikling fra Danmark. Det er noget, som gør en helårsrute direkte mellem Molde og København særligt interessant,” forklarer Richard Kongsteien.

Øget turisme
Molde-ruten bliver den fjerde direkte Widerøe-rute til Danmark. Sammen med SAS flyver Widerøe i alt otte direkte ruter mellem København og Norge. Widerøe vil anvende deres 78-sæders DASH-8-400-fly på ruten.

Den direkte rute skaber især stor glæde hos Fjord Norway, som er turistbureauet for Vestlandet i Norge. Ifølge Fjord Norway er Danmark et meget vigtigt marked med 117.500 overnattende turister om året. Det gør Danmark til den nation, som har femte flest overnattende turister i Vestlandet.

”Danmark er et af Fjord Norway-regionens vigtigste og mest voksende turistmarkeder. Den direkte flyrute til København er vigtig, hvis vi skal fortsætte med at opleve vækst fra Danmark i de kommende år,” siger Kristian Jørgensen, administrerende direktør for Fjord Norway.

Molde og omegn er især populær for dets smukke natur, som indbefatter hele idylbilledet af Norge med dybe fjorde og høje bjerge.

Udover at trække danskerne til vestkysten åbner Widerøe-ruten fra Molde naturligvis også for let adgang til Københavns Lufthavn. Her kan rejsende med Widerøe let komme videre ud i verden på SAS og Star Alliances rutenet.