- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

WiFi i luften breder sig

Trådløse forbindelser vinder frem hos luftfartsselskaberne, der tilbyder passagererne mulighed for at komme på internettet mens man flyver. Også hos Norwegian er de trådløse internetforbindelser et hit blandt passagererne.

Der er noget i luften. Og det er ikke foråret eller den tilstundende sommer. Det er derimod trådløse netværk, som bliver stadig mere populære på flyrejserne.

Alene i USA ventes mere end 200 millioner passagerer i år at flyve med et fly, hvor der er mulighed for at koble sig på WiFi undervejs.De mere end 200 millioner passagerer vil flyve med et selskab i USA, der tilbyder det såkaldte Gogo Inflight Internet, der er en trådløs internetforbindelse.

Blandt selskaberne, der har indført systemet er Air Canada, American Airlines, Delta, United, Virgin America og US Airways. Det første fly blev udstyret med en Gogo Wifi-løsning i 2008, og i dag findes det på mere end hver tredje amerikanske passagerfly.

Det er behovet for at være online overalt, der har sikret fremgangen for internetforbindelserne ombord på flyene, da såvel almindelige passagerer som forretningsrejsende har udtrykt ønske om at kunne kommunikere online, tjekke mails og være i kontakt via internettet, selv når man er ombord på et fly.

Men ikke alle selskaber beretter om lige stor popularitet hos internet-produktet. Således kunne US Airways for nylig oplyse, at under fem procent af passagererne benyttede Gogo Wifi-løsningen på de indenrigsfly, hvor det var installeret. Men prisen for at benytte WiFi hos US Airways er også relativt høj.

Hosdet norske lavprisflyselskab Norwegian er passagererne vilde med at surfe på nettet i 30.000 fods højde. På de flyvninger, hvor Norwegian indtil videre tilbyder WiFi, er op til halvdelen af passagererne på nettet samtidig.

Norwegian lancerede som det første flyselskab bredbånd på europæiske ruter i februar og modtagelsen har været særdeles positiv. Inden sommer vil 11 nye Boeing 737-800 have bredbånd om bord, og indtil videre er bredbåndstilbuddet gratis for alle passagerer.

”Vi er overvældet over den positive respons fra vores passagerer. Bredbåndstilbuddet er et vigtigt konkurrencefortrin for os, og derfor installerer vi løbende WiFi på vores nye fly,” siger direktør for it og forretningsudvikling i Norwegian, Hans Petter Aanby.

Inden udgangen af 2012 er det planen, at hele Norwegians flåde vil have internet om bord.

Wi-Fi er en forkortelse af Wireless Fidelity og et et sæt standarder for trådløse datanet.