- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Wizz Air: Første flyselskab med fuld 2019-kapacitet

Inden udgangen af august er lavprisselskabet Wizz Air tilbage på niveauet fra før coronaen. Det nyeste kvartalsregnskab fortæller om fremgang på de fleste områder, men udgifterne er stadig betydeligt højere end indtægterne.

Som det første af de større europæiske flyselskaber forventer lavprisselskabet Wizz Air, at det inden udgangen af august vil være tilbage på 100 procent af kapaciteten fra 2019.

”Vi fortsætter med at udvide vores operationer. I løbet af juli og august forventer vi at operere henholdsvis omkring 90 procent og 100 procent af vores 2019-kapacitet, siger József Váradi, koncernchef i Wizz Air, i en kommentar i forbindelse med offentliggørelsen af det kvartalsregnskab, der dækker april, maj og juni.

Om årets andet kvartal siger József Váradi, at det har været udfordrende, da selskabet kun opererede en tredjedel af den kapacitet, der var til rådighed.

Underskud på 850 millioner kroner
Wizz Air kom ud af kvartalet med et underskud på 114,4 millioner euro (850 millioner danske kroner) mod et underskud på 108 millioner euro (803 millioner danske kroner) i den samme periode sidste år.

Udfordringerne skyldtes først og fremmest rejserestriktionerne i forbindelse med COVID-19, der lagde en dæmper på mulighederne for at komme ud at rejse.

”Men i løbet af kvartalet så vi opmuntrende mønstre. Folk begyndte igen at flyve, selvom restriktionerne stadig påvirkede rejserne. I løbet af kvartalet transporterede vi tre millioner passagerer, hvilket var fire gange så mange som i samme periode sidste år,” siger han.

Sammenlignet med samme kvartal i 2020 er kabinefaktoren steget fra 55,5 til 63,6.

Åbnede og lukkede baser
I perioden har Wizz Air åbnet to baser i Italien, i Napoli og i Rom Fiumicino, samt udvidet basen i Tirana med et enkelt fly, så der nu er fem fly i den albanske hovedstad.

Samtidig har selskabet lukket sin base i Oslo, hvor der stod fire fly. Wizz Air valgte i foråret meget pludseligt at lukke ned for sin satsning på norsk indenrigsflyvning.

Flere sæder i flyene
Selskabet har udvidet flåden, så den nu er på 141 fly. Der er tilføjet ​​seks nye Airbus A321neo med 239 sæder, mens to Airbus A320 med 180 sæder er afleveret i forbindelse med udløbet af leasingaftalen.

De nye fly øger det gennemsnitlige antal pladser per fly til 207. Wizz Airs fly er i gennemsnit 5,3 år gamle.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air: Kriser er perfekte til ekspansion

Wizz Air: Derfor trak vi os fra Norge

Kun én nordisk rute i ny Wizz Air-offensiv