- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

WOW air overtager fly fra russisk flyselskab

WOW air overtager i midten af marts måned to splinternye Airbus A321-fly, der aldrig nåede at blive taget i brug af det kriseramte russiske flyselskab UTair.

Islandske WOW air vil i midten af marts måned leje to splinternye Airbus A321-200 fly, som det russiske flyselskab UTair ikke som planlagt kan tage imod.

Flyene er en del af en ordre på 20 Airbus A321-fly, som UTair afgav i 2012. Indtil videre er der leveret 12 af flyene, hvoraf de to seneste er ankommet i februar måned. Men UTair har sat hovedparten af flyene på jorden, da man ikke har råd til at tage dem i brug.

Det kommer WOW air til gode, der ifølge CH-Aviation overtager flyene med registreringen VQ-BTT og VQ-BMI. Flyene er indrettet med 220 sæder og blev leveret til det russiske flyselskab i slutningen af 2014.Flyene er allerede blevet malet i UTair´s farver, som dog er er hvidt skrog med det blå UTair-logo på flykroppen og halen.

Skal benyttes på USA-ruter
Hos WOW air får flyene registreringen TF-MOM og TF-DAD (mor og far, red.), og det er planen, at det islandske lavprisflyselskab vil indsætte flyene på de nye nordamerikanske ruter fra Keflavik til Boston og Baltimore. Ruterne lanceres henholdsvis den 27. marts og den 8. maj.

WOW air beskæftiger i forvejen tre Airbus A320-200 fly. Et af flyene er på islandsk register, mens to af flyene opereres af det bulgarske charterflyselskab og wetlease-operatør Air Via.

Ifølge CH-Aviation er det planen, at de nye A321-fly også skal indsættes på flere af WOW air´s europæiske ruter, blandt andet på den direkte rute fra Keflavik til Tenerife.

WOW air blev etableret i 2011 af Matthias Imsland, der er tidligere direktør i Iceland Express samt den islandske rigmand Skúli Mogensen. I oktober 2012 blev Icelands Express overtaget af WOW air, der i dag er den største konkurrent til Icelandair.