- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

WOW Air: Stop i Island fremgår tydeligt

Det er tydeligt, at WOW Airs Nordamerika-ruter fra CPH er med stop i Island, mener selskabet. Forbrugerombudsmanden mener den slags markedsføring af flyruter, som WOW Air bedriver, er i en gråzone.

Efter flere dage med radiotavshed er det islandske flyselskab WOW Air nu parat til at forklare sig i sagen om hvordan selskabet kalder det en flyrute mellem to byer, selvom der skal skiftes fly i en tredje by undervejs.

Tirsdag i sidste uge skrev WOW Air i en pressemeddelelse, at man næste år vil åbne fire nye ruter fra København til Los Angeles, San Francisco, Montreal og Toronto. Reelt er der dog tale om, at passagererne skal skifte fly i Keflavik-lufthavnen på Island.

Fra København til Los Angeles
Først omtaler WOW Air ruterne til Los Angeles og San Francisco. Det er annonceringen af de to ruter, som er anledningen til udsendelsen af pressemeddelelsen.

”De to nye ruter fra København til Los Angeles og San Fransisco afgår henholdsvis fire og fem gange ugentligt (…),” skriver selskabet.

Længere nede i teksten omtales ruterne til Montreal og Toronto, som blev annonceret tidligere på året.

”(…) fra maj næste år starter ruterne fra København til Montreal og Toronto,” skriver WOW Air, der også fortæller om hvordan selskabet allerede i dag flyver til Boston og Washington.

WOW Airs stifter og direktør, Skuli Mogensen, mener dog selskabet tydeligt forklarer, at ruterne omfatter et stop på Island.

”Vi gør det meget, meget tydeligt, at der er et stop i Island,” understreger Skuli Mogensen overfor CHECK-IN.dk.

I en gråzone
I pressemeddelelsen omtaler WOW Air kort ”en enkelt mellemlanding” i Reykjaviks Keflavik-lufthavn, men nævner ikke, at det ikke blot er fordi flyet skal tanke. Der skal skiftes fly på samme måde som når man transferer i en hvilken som helst anden lufthavn og mellem to hvilket som helst andre flyruter.

”Vi gør det samme på vores eksisterende ruter og har endnu ikke modtaget klager over det,” siger Skuli Mogensen.

Hos Forbrugerombudsmanden vil specialkonsulent Eva Sjøgren ikke forholde sig til den konkrete sag. Generelt om problemstillingen med markedsføringen af flyruter sagde hun i sidste uge til CHECK-IN.dk:

“Vi er i en gråzone, da det handler om hvordan det fremstilles og om hvordan den almindelige forbruger forstår budskabet.”

Ikke en del af markedsføringen
Da CHECK-IN.dk spørger hvad WOW-direktør Skuli Mogensen mener om den vurdering, gentager han sit budskab om, at selskabet gør det meget klart i sit marketingmateriale, at der er et indlagt flyskifte. Desuden skelner han mellem pressemeddelelse og annoncer.

”En pressemeddelelse er ikke en del af markedsføringen,” forklarer han.

”Men er den ikke med til at skaffe omtale af de nye ruter og dermed markedsføre dem,” spørger CHECK-IN.dk.

”Det er en del af den første lancering af ruterne, men det er ikke en del af markedsføringen,” understreger Skuli Mogensen og gentager budskabet om, at de gør det meget klart, at der er indlagt et stop i Island.