- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

106 Boeing 737 MAX må stadig ikke komme i luften

Der kan gå op til to uger før 106 Boeing 737 MAX-fly fra omkring 20 flyselskaber atter kan komme på vingerne. Selvom Icelandair er et af de berørte selskaber, flyves der dog stadig med MAX til København.

Det tager tilsyneladende længere tid end ventet for Boeing Commercial Airlines at få lavet de nødvendige opdateringer, der skal løse de tekniske problemer, der er årsag til, at den amerikanske flyproducent den 7. april anbefalede operatører over hele verden at lade nogle bestemte MAX-fly blive på jorden.

Det er en teknisk fejl, der kan påvirke standby-strømstyringsenheden, et afbryderpanel og hovedinstrumentpanelet, skriver Reuters.

Indtil videre har 106 fly fra omkring 20 flyselskaber måttet blive på jorden i et par uger, og der kan gå yderligere en uge eller to, inden der bliver givet tilladelse til, at de kan komme på vingerne igen, da Boeing stadig arbejder på den opdatering, der skal løse det tekniske problem.

De civile amerikanske luftfartsmyndigheder FAA bekræfter i et brev til myndigheder over hele verden, herunder europæiske EASA, at 106 fly er omfattet, hvoraf 71 er registreret i USA.

“Alle disse fly forbliver på jorden, mens Boeing fortsætter med at udvikle en foreslået løsning,” hedder det i brevet fra FAA.

Fly fra Icelandair er omfattet
Det er tidligere blevet bekræftet af de tre store amerikanske operatører, henholdsvis Southwest Airlines, American Airlines og United Airlines, at disse tilsammen har sat 67 fly på jorden.

Ifølge oplysninger fra FAA har 15 flyselskaber uden for USA været nødt til at parkere de fly, der er omfattet af anbefalingen fra Boeing. I Europa drejer det sig om Icelandair, italienske Neos Air, TUI og Turkish Airlines.

Netop Icelandair genoptog den 8. marts i år beflyvningen af Københavns Lufthavn med en Boeing 737 MAX 8, der er indregistreret som TF-ICN. Dette fly er ikke omfattet af forbuddet og var senest i København i fredags, og vil også gennemføre rundturen fra Keflavik International Airport mandag den 26. april. Derimod er TF-ICO angiveligt det fly, som Icelandair må holde på jorden, da det ikke har været i kommerciel drift siden den 11. april.

FAA understreger, at problemerne med Boeing 737 MAX-flyene intet har at gøre med de tekniske fejl i MCAS-systemet, der indirekte var skyld i to dødsulykker og efterfølgende grounding af flyene i næsten to år.

 

Relaterede artikler:

Boeing 737 MAX atter på jorden hos 16 flyselskaber

Icelandair tilbyder ombooking for MAX-passagerer

Første Boeing 737 MAX i luften i Europa