- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

284 millioner flere flyrejsende i 2018

I 2018 var der 4,4 milliarder passagerer ombord på ruteflyselskaber over hele verden, og 284 millioner flere flyrejsende, skabte en passagervækst på 6,9 procent.

Mens flyselskaber over hele verden har igangsat initiativer, der skal fremme den grønne omstilling, fortsætter passagervæksten med uformindsket styrke.

Således var der i 2018 i alt 284 millioner flere flyrejsende hos ruteflyselskaberne i forhold til året før, og det svarer til en stigning på 6,9 procent. Det oplyser International Air Transport Association (IATA), der en en sammenslutning af 290 flyselskaber, der tilsammen repræsenterer 86 procent af den globale luftfartstrafik.

Sidste år var det endvidere muligt at flyve direkte mellem 22.000 byer over hele verden, og det var en øgning på 1.300 i forhold til året før og mere end en fordobling på 20 år, da kun 10.250 byer var forbundet i 1998.

Største marked i Asien
Kigger man nærmere på flytrafikkens geografiske fordeling, er det Asien og Stillehavsområdet, der er klart det største marked. Her var der sidste år 1,6 milliarder flyrejsende mod 1,1 milliarder i Europa og 989 millioner i Nordamerika. Samtidig var væksten også størst i det asiatiske marked, hvor passagertallet steg med 9,2 procent og således trækker gennemsnittet op.

Områderne i Asien og Stillehavsområdet er præget af meget indenrigstrafik på grund af de store geografiske arealer. Derfor er det heller ikke asiaterne, der dominerer på internationale flyvninger.

Rejser man på en international flyvninger, er der således størst chance for, at sidemanden kommer fra Storbritannien, da 126,2 millioner rejsende, hvilket svarer til 8,6 procent af samtlige internationale passagerer, kom herfra. Herefter følger amerikanerne, der via 111,5 millioner internationale rejsende, udgør 7,6 procent af dette segment.

Først på tredjepladsen finder man flypassagerer fra verdens mest befolkningsrige land. Således var der i 2018 i alt 97 millioner kinesiske passagerer på internationale flyvninger, hvilket svarer til 6,6 procent. Tyskere og franskmænd fylder også godt i statistikkerne.

14,5 millioner på indenrigsrute
Når statistikken over flyruterne med flest passagerer skal opgøres, så er det tydeligt, at Danmark ikke fylder så meget i det store billede. Største indenrigsrute fra København til Aalborg havde 850.000 passagerer i 2018, mens den internationale rute fra København til Oslo tiltrak 1,5 millioner passagerer.

Til sammenligning skulle verdens største indenrigsrute i 2018 findes i Sydkorea, da 14,5 millioner passagerer rejste mellem Jeju og Seoul-Gimpo. På de internationale ruter, var der flest rejsende mellem Hong Kong og Taipei-Taoyuan, hvor fem flyselskaberne i 2018 tilsammen transporterede 5,4 millioner passagerer.

 

Relaterede artikler:

2018: 556 omkomne ved flyulykker

20. største internationale rute er skandinavisk