- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

45 procent af passagererne tilbage i Aarhus Airport

Lidt flere end 18.000 passagerer rejste gennem Aarhus Airport i august, og dermed er lufthavnen på vej til at have hentet næsten halvdelen af passagererne tilbage.

Aarhus Airport har i august taget endnu et skridt i forhold til at kunne genvinde den passagertrafik, som den østjyske lufthavn havde før coronapandemien.

Således var der 18.323 passagerer, der benyttede Aarhus Airport i august, og det var omkring 45 procent af de 40.652 passagerer, der i august 2019 rejste til og fra lufthavnen. Men der er stadig et stykke vej til rekordåret 2018, hvor hele 42.429 rejsende blev registeret.

“I august måned øgede Air Dolomiti / Lufthansa antallet af ugentlige afgange til München, ligesom der grundet lempelser i rejserestriktionerne var flere rejsende på Ryanairs rute til og fra London,” skriver Aarhus Airport i en kommentar til trafiktallene.

Med udviklingen i august nåede man op på 39.586 passagerer i årets første otte måneder, og det kan give et begrundet håb om, at man kan lande på et niveau i underkanten af 100.000 passagerer for hele året.

Seks nye ruter på vej
Med 45 procent af passagererne tilbage, ligger den østjyske lufthavn stadig bagefter de to jyske konkurrenter i henholdsvis Aalborg og Billund. I Aalborg Lufthavn nåede man i august op på 73 procent af passagerniveauet fra samme måned i 2019, mens Billund Lufthavn, ligesom i juli, havde 53 procent af passagerene tilbage i flyene.

Aarhus Airport har dog udsigt til, at passagerudviklingen kan blive stabiliseret i løbet af efteråret, selvom fraværet af sommerens charterflyvninger også kommer til at sætte sit præg på trafiktallene.

Den 27. september åbner svenske BRA en sæsonrute til Gøteborg med videre forbindelse til Stockholm-Bromma, mens selskabet også i vintermånederne vil flyve direkte til Scandinavian Mountains Airport (Sälen Trysil Airport), der ligger i Dalarna i Sverige tæt på den norske grænse.

Endelig har Ryanair planlagt nye ruter til Málaga, Milano-Malpensa, Riga og Warszawa udover de eksisterende ruter til London-Stansted og Málaga.

 

Relaterede artikler:

Aarhus Airport får rute til Warszawa-lufthavn

Udfordringer i Aarhus Airport trods fremgang i juli

BRA lander i Aarhus Airport