- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air France med endnu mere trafik til New York

Air France vil sammen med SkyTeam-partneren Delta Air Lines tilbyde op til 11 daglige afgange fra Paris til New York i den kommende sommer. Der udvides blandt andet til Newark.

Flere lande melder om færre passagerer på ruterne til USA, men det berører tilsyneladende ikke Air France. Den franske SAS-partner vil i den kommende sommersæson tilbyde ikke færre end 11 daglige afgange mellem Paris Charles de Gaulle og New York.

Flyvningerne til storbyen på den amerikanske østkyst betjenes i et joint venture med Delta Airlines.

Det udvidede trafikprogram omfatter afgange til både New York-JFK og Newark Liberty International Airport.

Udvider med ekstra afgang til Newark
Fra 1. juni og frem til slutningen af oktober 2026 vil Air France øge kapaciteten på ruten fra Paris Charles de Gaulle til Newark fra én til op til to daglige flyvninger. Ruterne vil blive opereret med Airbus A350-900-fly, som er udstyret med selskabets nyeste kabinedesign, herunder det nye businessclass-produkt med skydedør.

På ruten Paris-JFK vil Air France operere op til seks daglige flyvninger. Heraf vil fire afgange blive fløjet med Boeing 777-300ER-fly udstyret med flyselskabets første klasse La Première. Derudover tilbyder Delta Airlines tre daglige flyvninger mellem Paris og New York JFK.

Air France oplyser, at flyene, der opererer mellem Paris og New York, gradvis vil blive udstyret med selskabets gratis højhastigheds Wi-Fi drevet af Starlink. Air France fremhæver, at man er det første store europæiske flyselskab, der tilbyder en sådan service om bord. Hele flåden forventes at være udstyret med Starlink inden udgangen af 2026.

Flere afgange fra konkurrenter i London
Til sammenligning tilbyder British Airways op til 11 daglige afgange fra London-Heathrow til New York i dette års sommertrafikprogram, og to af disse går til Newark, som det også er tilfældet med Air France. Det viser aktuelle data fra selskabets offentliggjorte trafikprogram.

Derudover supplerer Oneworld-samarbejdspartneren American Airlines med tre daglige afgange, så de to selskaber samlet kan tilbyde op til 14 daglige afgange på det, der i dag er den travleste rute mellem Europa og USA.

 

Relaterede artikler:

Endnu engang fly fra USA til Den Franske Riviera

19. destination i USA: Air France til Las Vegas

Air France forlader Paris-Orly efter 90 år