Fly fra Air France i Paris Orly Airport. (Foto: EQRoy | shutterstock)

Air France forlader Paris-Orly efter 90 år

Air France oplever faldende efterspørgsel fra Paris-Orly og har derfor besluttet at forlade lufthavnen senest i 2026. Trafikken vil i stedet blive koncentreret i den større CDG-lufthavn.

Paris-lufthavnen Orly slog dørene op i 1931, og to år senere blev Air France stiftet. Herfra begyndte historien altså med to af de mest ikoniske aktører i den franske luftfart.

Det franske flyselskab blev officielt sendt i luften fra Le Bourget-lufthavnen, men selskabet benyttede sig også af Orly-lufthavnen. Og lige siden har Air France således været til stede i Paris-Orly, der i dag er den næststørste lufthavn i den franske hovedstad efter Paris-Charles de Gaulle.

Tiden rinder dog ud for Air Frances tilstedeværelse i Orly-lufthavnen som følge af faldende efterspørgsel: ’Stigningen i videokonferencer, faldet i forretningsrejser indenlands og det voksende skift mod jernbanerejser fører til et strukturelt fald i efterspørgslen på Air Frances indenlandske point-to-point-netværk,’ oplyser Air France i en pressemeddelelse.

I perioden mellem 2019 og 2023 er antallet af indenrigspassagerer ud af Paris-Orly faldet med 40 procent, mens antallet af endagsture er faldet med 60 procent.

Hovedbase i CDG-lufthavnen fra 1974
På baggrund af den faldende efterspørgsel fra Paris-Orly har Air France besluttet at indstille langt det meste af trafikken fra denne lufthavn senest i 2026.

Air France vil i stedet samle både indenrigsflyvninger og internationale flyvninger fra basen i Charles de Gaulle-lufthavnen. Den eneste rute, der får lov at fortsætte fra Orly, er den statsstøttede PSO-rute (Public Service Order) til Korsika.

I perioden frem til 2026 vil Air France fortsat flyve fra Paris-Orly til Toulouse, Marseille og Nice samt til Frankrigs oversøiske territorier.

Herefter er det altså planen, at Air France forlader Orly, mens datterselskabet Transavia France fortsat vil flyve fra lufthavnen, der ligger syd for Paris.

Til den tid vil Air France have opereret i over 90 år fra Paris-Orly, hvortil flyselskabet flyttede hele sin drift- og flyvedligeholdelsesbase i 1952. Efter over 20 år med fast base i Orly flyttede Air France i 1974 det meste af driften til den nybyggede Charles de Gaulle-lufthavn nordøst for Paris.

Medarbejdere kan fortsætte
Frem mod 2026 vil Air France styrke antallet af kapacitet på ruterne fra Paris-CDG til Toulouse, Marseille, Nice, Pointe-à-Pitre, Fort-de-France og Saint-Denis de La Réunion. Herudover er det hensigten, at Transavia France skal flyve til Toulouse, Marseille og Nice fra Paris-Orly fra sommeren 2026.

Air France oplyser, at flytningen fra Orly i sin helhed vil hjælpe selskabet med at fastholde en stærk position på alle de markeder, der betjenes, og at konkurrenceevnen forbedres.

At der lukkes ned i Orly-lufthavnen får kun en begrænset effekt på medarbejderne i Toulouse, Marseille og Nice, oplyser Air France. Det forventes, at de fleste medarbejdere vil kunne blive i disse lufthavne, og at der herudover kun vil blive tale om frivillige overførsler og aftrædelser.

Behovet for nye medarbejdere i Paris-CDG vil i 2026 være så stort, at alle ansatte i Orly-lufthavnen vil blive tilbudt et job her. På den måde håber Air France, at påvirkningen af medarbejderne ved lukningen i Orly vil være begrænset.

 

Relaterede artikler:

Air France øger fra Danmark

Flyvelederstrejke medfører hundredvis af aflysninger

Så store er Air France-KLM i Skandinavien