- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air Greenland lander rekordstort overskud

Trods reduceret aktivitet i første halvdel af 2021 på grund af COVID-19, lykkedes det Air Greenland at komme ud med et overskud på 153,6 millioner kroner før skat for hele året.

Da Air Greenland tilbage i september præsenterede resultatet for første halvår af 2021, viste det et underskud på 14,1 millioner kroner. Samtidig var forventningerne til hele året et overskud på mellem 60 og 80 millioner kroner baseret på en mere normal flytrafik i efteråret.

Det viser sig nu, at forventningerne var alt for pessimistiske, idet det grønlandske flyselskab har leveret et rekordstort overskud på 153,6 millioner kroner før skat, mens bundlinjen viste 11,3 millioner kroner. Nettoresultatet var således 80,7 millioner kroner bedre end i 2019, der var sidste år før coronapandemien.

Der er flere årsager til, at Air Greenland kommer ud med det bedste resultat nogensinde. Selskabet tilpassede i 2021 under COVID-19 antallet af ansatte med 15 procent, hvilket samlet reducerede personaleomkostningerne med lidt mere end 20 millioner kroner for hele året, og samtidig hævede man billetpriserne med gennemsnitligt seks procent som følge af den reducerede kapacitet.

Sammen med produkterne Takuss og Fly’n Sleep blev det i efteråret muligt at udløse et opsparet rejsebehov, hvorfor Air Greenland oplevede en historisk høj efterspørgsel henover efteråret og vinteren.

Større omsætning end forventet i andet halvår
Det ekstraordinære aktivitetsniveau har alene øget omsætningen i andet halvår med 154 millioner kroner i forhold til året før.

“COVID-19 satte igen i 2021 et stort aftryk på den samlede luftfartsbranche. Takket være de omfattende tilpasninger, der blev foretaget i Air Greenland, da pandemien brød ud, samt selskabets funktion som kritisk infrastruktur i landet, er det dog lykkedes at drive en sund og økonomisk stærk virksomhed igennem et meget uforudsigeligt 2021 med skiftende smittetryk og dermed også rejserestriktioner,” forklarer bestyrelsesformand Bodil Marie Damgaard.

“Efter en begrænset rejseaktivitet i den første del af året, endte vi med at have betydeligt flere passagerer og større omsætning end nogen havde forventet i årets sidste halvdel.”

Resultatet skal styrke konkurrenceevnen
Nettoomsætningen landede i 2021 på 1.251,2 millioner kroner, hvilket dog stadig var 146,4 millioner under niveauet fra 2019. Derfor er det ekstra imponerende, at det er lykkes at lande et så flot resultat med en overskudsgrad på 12,5 procent. Men pengene kommer dog ikke til at gå til den daglige husholdning, idet der skal lægges til side for at sikre den fremtidige konkurrencekraft.

“Årets resultat på 153,6 mio. kroner før skat skal være med til at fremtidssikre investeringerne i moderniseringen af flyflåden, der skal styrke Air Greenland til øget konkurrence, når de nye landingsbaner tages i brug i henholdsvis 2024 og 2025,” hedder det således fra det grønlandske flyselskab.

I slutningen af året får Air Greenland nemlig leveret en splinterny Airbus A330-800neo til atlantruten, og samtidig er man i gang med at udfase de ældre helikoptere af typen Sikorsky S-61 og Bell212, og disse skal erstattes af moderne H155 og H225-helikoptere fra Airbus-selskabet Eurocopter.

 

Relaterede artikler:

Overskud på 30,6 millioner kroner i Air Greenland

Air Greenland lander nyt overskud

Air Greenland forbedrer sit resultat