- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air India gør klar til international vækst

Air India har lanceret en femårig transformationsplan for at styrke den internationale tilstedeværelse med flere ruter. Til opgaven vil selskabet lease 30 nye fly i forskellige størrelser.

Det var nogle hårde år for Air India, indtil det i januar i år formelt blev overdraget fra den indiske stat til det indiske konglomerat Tata Group. Og nu bliver der sat ord på ambitionerne.

Således har Air India netop lanceret en femårig transformationsplan for igen at etablere sig som et globalt flyselskab med indisk hjerte. Planen har fået navnet ”Vihaan.AI”, der på sanskrit (Indiens klassiske kultursprog, red.) betegner begyndelsen på en ny æra.

Transformationsplanen indebærer klare milepæle med fokus på dramatisk vækst af både rutenetværk og flåde. Air India vil i løbet af de næste fem år forsøge at øge sin markedsandel til mindst 30 procent i det indiske marked, samtidig med at antallet af internationale ruter skal øges.

Det overordnede mål er at sende Air India mod vedvarende vækst, rentabilitet og markedslederskab.

Planen har fem hovedpunkter
Femårsplanen er blevet udviklet efter omfattende feedback fra flyselskabets medarbejdere om deres håb for selskabets fremtidige vækst.

I planen er der fem særlige fokuspunkter, der indbefatter: en enestående kundeoplevelse, robust drift, branchens bedste talenter, industrilederskab samt kommerciel effektivitet og rentabilitet.

Vihaan.AI skal genskabe Air India på det globale luftfartskort, og det vil altså blive gjort under fanerne af den nye ejer, Tata Group. Air India blev oprindeligt etableret i 1932 af J.R.D. Tata, men det var først efter anden verdenskrig, at selskabet blev omdøbt til Air India. Gennem årene har flyselskabet været stærkt udfordret på økonomien, men har altså nu sat kursen mod stærkere tider.

Har tidligere fløjet til CPH og Stockholm
Koncernchef i Air India, Campbell Wilson, fortæller, at den nye plan er begyndelsen på en historisk transformation for selskabet og en ny æra.

”Vi lægger grundlaget for et helt nyt Air India med en fornyet følelse af formål og stærk fremdrift. Vihaan.AI er vores transformationsplan for at gøre Air India til det flyselskab i verdensklasse, det engang var, og som det fortjener at blive igen. Vi er absolut fokuserede på at blive anerkendt som et flyselskab i verdensklasse, der betjener globale kunder, med et stolt indisk hjerte,” siger han.

Air India er allerede begyndt at lave forskellige ændringer – herunder eksempelvis renovering af flykabiner og nyt underholdningssystem. Herudover justerer selskabet også i trafikprogrammet for at kunne levere fly til tiden.

Hvorvidt ruterne fra New Delhi til København og Stockholm vender tilbage, er fortsat uvist. Begge ruter blev lanceret i 2017, men blev stoppet igen i sommeren 2020 som følge af coronapandemien. På ruten til Københavns Lufthavn var der 82.000 rejsende i 2019, hvilket har skabt håb hos CPH om, at den måske vil vende tilbage på et tidspunkt.

Leaser 30 nye fly
For at kunne udføre den storstilede plan om vækst indenrigs og internationalt har Air India lavet aftaler om leasing af 30 nye fly. Der er tale om 21 Airbus A320neo, fire Airbus A321neo samt fem Boeing 777-200LR.

Langdistanceflyene tilgår flåden mellem december i år og marts næste år, og de vil blive indsat på ruter fra større indiske byer til USA. De nye fly gør, at Air India for første gang vil kunne tilbyde Premium Economy på langruter.

A321neo-flyene forventes at tilgå Air India i første kvartal af 2023, mens de 21 A320neo-fly vil blive indsat i andet halvår i 2023. Airbus-flyene vil blive brugt på indenrigsruter eller korte internationale ruter.

Foruden de kommende leasede fly har Air India i de seneste måneder indsat 10 kortdistancefly og seks langdistancefly. Ifølge Planespotters.net har det indiske flyselskab i øjeblikket en flåde bestående af i alt 111 fly, hvoraf 18 pt. står på jorden.

 

Relaterede artikler:

Air India opgiver skandinaviske ruter

Air India i mulig fusion med delvist Singapore-ejet selskab

Tata til Air India: Velkommen hjem