AI171, der i sidste uge forulykkede kort efter starten fra Ahmedabad til London, har nu fået nyt rutenummer. Mandag er første afgang på det nye rutenummer på et fly, der oprindeligt skulle have været til CPH.
Vanen tro vælger flyselskaberne at pensionere et specifikt rutenummer, når der har været en alvorlig flyulykke.
Det er også tilfældet med Air India efter torsdagens hændelse, hvor de 241 af 242 ombordværende på AI171 fra Ahmedabad til London-Gatwick blev dræbt, da flyet styrtede ned i en nærliggende bygning kort efter starten fra den indiske lufthavn.
Flight AI171/172 vil således gå over i historien efter den tragiske flykatastrofe, og Air India vil fremover benytte AI159/160 på ruten. Mandag den 16. juni vil Boeing 787-8 Dreamliner-flyet i stedet flyve under AI159-rutenummeret i vestgående retning, og AI160 i østgående retning på returflyvningen fra London.
Første flyvning på det nye rutenummer sker med Dreamlineren med registreringen VT-ANL. Data fra Flightradar24 viser, at dette fly mandag efter planen skulle have været anvendt på ruten mellem Delhi og København, men denne afgang er blevet aflyst.
Afventer præliminær havarirapport
Der er stadig mange spørgsmål, der trænger sig på efter torsdagens ulykke, der har rystet det indiske samfund og hele luftfartsverdenen.
Udover de 241 omkomne fra Air India-flyet er der indtil videre registreret 38 dræbte på landjorden, hvormed det bekræftede dødstal er oppe på mindst 279. Dermed kommer flykatastrofen i Indien ind på en 11. plads over de værste ulykker nogensinde, når man sammentæller antallet af dræbte i flyet og på landjorden.
I henhold til ICAO’s reglerne efterforskes hændelsen af repræsentanter fra luftfartsmyndighederne i Indien, Storbritannien og USA. Det svarer til operatørens hjemland og hvor hændelsen skete, landet der var destinationen samt nationaliteten på flyproducenten.
Det forventes, at en præliminær havarirapport vil være tilgængelig efter 30 dage, som reglerne foreskriver.
Indtil videre er en af de såkaldte sorte boks bjærget fra vraget, og det er flyets Flight Data Recorder, der registrerer alle data om flyet, herunder flyvehøjde, fart, kurs, acceleration samt eventuelle indgreb fra piloterne.
Relaterede artikler:
AI171 er den største flykatastrofe i mere end 10 år