- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus A350-1000 får debut i Skandinavien

Qatar Airways indsætter fra den 27. oktober og i foreløbigt fem uger den 327-sæder store Airbus A350-1000 på rute mellem Doha og Skandinavien.

En af de store kunder på A350-flyet fra Airbus er Qatar Airways, der var global lanceringskunde på 350-900 XWB-varianten tilbage i 2015. Samlet har Doha-selskabet bestilt 76 eksemplarer af flyet, og heraf 42 af den noget større 350-1000 XWB-version.

Dem er der indtil videre 10 af i flåden, og fra slutningen af oktober kommer flyet i fast rutedrift til Skandinavien. Qatar Airways indsætter nemlig, ifølge Airlineroute.net, A350-1000 på den daglige rute fra Doha til Stockholm fra den 27. oktober til den 30. november.

Det bliver på rutenummer QR171 fra Doha kl. 15.40 og med ankomst i Stockholm-Arlanda kl. 20.10, at den store A350-1000 kan opleves, og fra Stockholm er det på den sene aftenflyvning kl. 21.45 på rutenummer QR172, at flyet bliver tilgængeligt.

På de øvrige syv ugentlige afgange mellem Doha og den svenske hovedstad benyttes et mix af A350-900 og Boeing 787-8 Dreamliner.

Kort besøg i CPH
Det er dog ikke første gang, at A350-1000 er på besøg i Skandinavien. Mandag den 17. juni var flyet på et kort visit i Københavns Lufthavn i forbindelse med en præsentation af den luksuriøse QSuite for kunder og presse.

Airbus A350-1000 er i Qatar Airways´ udgave udstyret med 46 sæder på Business Class (Qsuite) i en 1-2-1 konfiguration og 281 sæder på Economy Class i en 3-3-3 konfiguration. Til sammenligning er selskabets A350-900 i Qsuite-versionen udstyret med 36 sæder på Business Class og 247 sæder på Economy, mens Boeing 777-300ER i Qsuite-versionen er udstyret med 42 sæder på Business Class og 312 sæder på Economy.

På ruten mellem Doha og København benytter Qatar Airways et mix af Boeing 777-300ER og Boeing 787-8, mens det er A350-900 og Boeing 787-8 Dreamliner til Oslo, hvilket også er tilfælde på Helsinki-ruten. Den nyeste destination i Skandinavien er Gøteborg, og her flyver Qatar Airways i den kommende vinter med Boeing 787-8 Dreamliner.

 

Relaterede artikler:

A350-1000 på kort visit i København

Qatar med Qsuite dagligt fra København

Qsuite-produkt kommer til Skandinavien

Flyvende dobbeltseng fra Københavns Lufthavn