- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus A380 i “begravelsesoptog”

Kroppen, vingerne og halen til den næstsidste Airbus A380 passerede forleden gennem landsbyen Levignac ved Toulouse i noget, der mindede om et begravelsesoptog.

En række flyselskaber er begyndt at sende dobbeltdækkerflyet Airbus A380 på pension, og sidste år besluttede Airbus, at man allerede i 2021 vil stoppe produktionen af flytypen, når den sidste A380-800 er leveret til selskabet Emirates.

A380 har kun været på markedet siden 2007, men allerede er blevet udkonkurreret af nye og mere brændstofeffektive flytyper som eksempelvis Airbus A350.

Endnu mangler Airbus dog at færdigproducere og levere enkelte eksemplarer af kæmpeflyet, og forleden blev den sidste hele Airbus A380 transporteret gennem gaderne i landsbyen Levignac i Sydfrankrig til A380-samlefabrikken i Toulouse.

Hundredvis af mennesker i Levignac overværede, da konvojen med flykroppen, vingerne og halen til flyet med produktionsnummer MSN 271 – den andensidste Airbus A380 nogensinde – sent om aftenen passerede gennem den lille franske by i noget, der mest af alt mindede om et begravelsesoptog.

Dele fremstilles rundt om i Europa
Airbus fremstiller delene til dobbeltdækkerflyet på forskellige faciliteter rundt omkring i Europa, inden delene transporteres til Toulouse, hvor de samles til det færdige fly – og den sidste del af vejen går gennem Levignac.

Den forreste og midterste del af flykroppen til A380 bygges i Saint-Nazaire i Frankrig, men den bageste del af kroppen fremstilles i Tyskland. Halen bliver lavet i Cadiz i Spanien, og vingerne konstrueres i Broughton i Wales i Storbritannien.

Snart følger den sidste A380
Konvojen forleden var den sidste komplette A380-konvoj gennem Levignac til Toulouse. Ifølge den franske tv-station BFM TV vil endnu en konvoj finde sted i april, men den vil kun omfatte cirka tre fjerdedele af delene til den allersidste A380 med produktionsnummeret MSN 272.

Tre A380ere er i øjeblikket ved at blive samlet på Airbus-fabrikken i Toulouse, og snart følger altså både MSN 271 og MSN 271. De sidste fem A380ere skal leveres til flyselskabet Emirates, som er verdens største operatør af flytypen.

Når den sidste A380 ruller af produktionslinjen i Toulouse, vil der i alt være bygget 251 fly af typen. Produktionsnumrene på de sidste fly er højere, hvilket skyldes, at en række bestilte A380ere endte med ikke at blive bygget alligevel, da flyselskaber annullerede deres ordrer.

 

Relaterede artikler:

Første Air France A380 sendt til ophug

Emirates begynder at sende A380 på pension

Ophugning af A380’ere er i gang