- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus beordrer 6.000 fly i A320-familien på jorden

Ifølge Airbus kan intens solstråling forstyrre kritiske data i de fly, der hører til A320-familien. Derfor skal omkring 6.000 fly over hele verden øjeblikkeligt på jorden til en nedgradering af softwaren.

Fredag annoncerede Airbus, at man har iværksat en omfattende sikkerhedsaktion for en stor del af omkring 12.000 fly i A320-familien som følge af en fejl, som er blevet identificeret efter en nylig hændelse. Ifølge selskabet kan intens solstråling forstyrre kritiske data til flystyringssystemet, og denne potentielle fejl kan påvirke flyenes evne til sikkert at kontrollere elevatorer og krængeror.

Derfor har Airbus i samarbejde med luftfartsmyndighederne udstedt en såkaldt Alert Operators Transmission (AOT), som betyder, at operatørerne straks skal implementere tilgængelige software- eller hardware-rettelser, før de berørte fly igen må flyve.

Ifølge pressemeddelelsen kan fejlen påvirke “et betydeligt antal” af A320-fly i drift, og flere internationale medier skønner, at det kan være tale om cirka 6.000 af i alt 12.000 fly i drift.

For omkring to tredjedele af de berørte fly kan problemet muligvis løses med en relativt kort tilbagerulning af softwaren, mens en mindre del kan kræve mere omfattende hardware-ændringer, hvilket kan føre til længere ophold på jorden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

JetBlue-hændelse har udløst situationen
Årsagen til aktionen blev udløst af en hændelse den 30. oktober, hvor et fly fra amerikanske JetBlue undervejs fra Cancun til Newark oplevede et uventet tab af højde, som angiveligt var forårsaget af solstrålings-relaterede fejl i styresystemet.

Flyet måtte foretage en nødlanding, og mindst 15 passagerer kom til skade, hvoraf flere måtte til hospitalsbehandling. Hændelsen har været detaljeret omtalt i The Aviation Herald.

Airbus understreger i sin meddelelse, at sikkerhed har absolut førsteprioritet, men flyproducenten erkender samtidig, at tiltagene “vil medføre operationelle forstyrrelser for passagerer og kunder.”

Mange flyselskaber verden over er allerede i gang med at identificere hvilke specifikke fly, der er berørt. Det er alle flyene i A320-familien, hvilket er A318, A319, A320 og A321-varianter. Ifølge BusinessTraveller var der i september 11.275 fly i A320-familien i drift fordelt på omkring 375 flyselskaber.

American Airlines er den største operatør i USA med omkring 480 fly i A320-familien, og flyselskabet oplyser, at omkring 340 fly skal have softwaren nedgraderet.

EASA griber ind med det samme
Det europæiske luftfartssikkerhedsagentur EASA har fredag udsendt et såkaldt Emergency Airtworthiness Directive, hvori hændelsen med JetBlue-flyet beskrives mere detaljeret.

Heri hedder det, at en Airbus A320 har oplevet “en uventet, selvinitieret pitch-down-hændelse”, hvor flyets næse kortvarigt bevægede sig nedad uden pilotinput. Autopiloten forblev aktiv, og hændelsen førte til et mindre tab af højde. En foreløbig teknisk undersøgelse peger på en fejl i en bestemt version af Elevator Aileron Computer (ELAC), hvilket er den komponent, der styrer elevatorer og krængeror.

“Hvis fejlen ikke udbedres, kan den i værste fald føre til ukontrollerede elevatorbevægelser, der kan overskride flyets strukturelle grænser,” skriver EASA.

Det betyder, at ELAC L104-softwaren skal udskiftes eller modificeres i henhold til Airbus’ AOT, før de berørte fly atter må tage passagerer med. Der er tilladt op til tre færgeflyvninger uden passagerer, så flyet kan flyttes til et sted, hvor opdateringen kan udføres.

EASA betegner situationen som en potentiel farlig flyvesikkerhedsrisiko og offentliggør derfor direktivet uden den sædvanlige høringsproces. Derfor træder EAD-direktivet også i kraft øjeblikkeligt.

På tidspunktet for denne artikels udgivelse er SAS ikke vendt tilbage på vores henvendelse om, hvordan EASA-direktivet kommer til at berøre selskabet, der opererer i alt 89 fly i A320-familien.

 

Relaterede artikler:

EASA kræver inspektion af 86 A350-fly

SAS blokerer også bagerste sæder i A320neo

Motorer på nye A330neo skal også tjekkes