Efter der for nyligt udbrød brand i motoren på et af Cathay Pacifics A350’ere, har EASA besluttet, at 86 andre fly skal undersøges i den kommende tid for at få afdækket, om de også har problemet.
Søndag i den forgangne uge udbrød der brand i en Trent XWB-97-motor, som var monteret på et af de 18 Airbus A350-1000-fly, som Cathay Pacific har i flåden.
Hændelsen indtraf, mens flyet var i luften. Branden blev hurtigt opdaget og slukket, og herefter vendte flyet, der var på vej til Zürich, om og fløj tilbage til Hongkong, hvor det landede i god ro og orden. Det kunne dog være endt helt galt.
Netop fordi branden ombord på B-LXI kunne have fået katastrofale følger gik Air Accident Investigation Authority, der er havarikommissionen i Hongkong, ind i sagen og åbnede en Annex 13-undersøgelse, som følger de retningslinjer, der er defineret af FNs organisation for civil luftfart ICAO.
86 fly skal undersøges
Årsagen til branden viser sig at have været et problem med, at forbindelser til de såkaldte fleksible brændstofslanger i motoren var beskadigede. Derfor blev Cathay Pacifics resterende A350-1000’ere undersøgt, og der blev fundet omkring 15 tilfælde af skadede brændstofslanger på andre fly.
Det har nu fået det europæiske luftfartssikkerhedsagentur EASA til at kræve, at 86 Airbus-fly af typen, der benyttes i afviklingen af flytrafikken verden over, skal gennemgå en inspektion for lignende problemer.
Afhængigt af hvor længe motoren på det givne fly har været i drift, eller om den tidligere har været på værksted, er tidsfristen for, hvornår den skal inspiceres enten tre, syv eller 30 dage.
EASA slår fast, at inspektionskravet kun gælder for Trent XWB-97-motorer, selvom motortypen Trent XWB-84, der benyttes på Airbus A350-900-fly, minder meget om denne, ser man for nuværende ikke et behov for, at disse motorer også skal undersøges nærmere. Motoren er fremstillet af Rolls-Royce.
Vil følge nøje med
EASAs administrerende direktør Florian Guillermet hæfter sig ved, at sikkerhedsagenturet handler på de forhåndenværende informationer, når de kræver at flytypen skal undersøges, men man vil holde øje med, hvordan situationen udvikler sig.
”Kravet er en sikkerhedsforanstaltning, der er baseret på de oplysninger, som vi har modtaget fra den indledende undersøgelse af den aktuelle og alvorlige hændelse hos Cathay Pacific og det, der efterfølgende er kommet frem ved flyselskabets egne inspektioner.”
“Vi vil fortsat følge nøje med i al den information, der bliver gjort tilgængelig gennem den igangværende sikkerhedsundersøgelse.”
Relaterede artikler:
Forsyningsproblemer med motordele resten af årtiet