Første kvartal bød på et lavere overskud for Airbus end sidste år, og det skyldes et fald i antallet af flyleverancer. Den europæiske luftfartsgigant forventer dog fortsat et godt år med et overskud på mere end 50 milliarder kroner.
Airbus har offentliggjort sine finansielle resultater for første kvartal 2026, og her fremgår det, at den store flyproducent havde en omsætning på 12,7 milliarder euro (94,9 milliarder kroner), hvilket er et fald sammenlignet med første kvartal 2025, hvor omsætningen lød på 13,5 milliarder euro (100,8 milliarder kroner). Det svarer til et fald på syv procent.
Samtidig landede driftsresultatet på 300 millioner euro (2,2 milliarder kroner), hvilket er 52 procent lavere end første kvartal sidste år, hvor driftsresultatet lød på 624 millioner euro (4,6 milliarder kroner).
Fra Airbus’ koncernchef, Guillaume Faury, lyder det, at faldet i første kvartal skyldes den kommercielle flyforretning. Her lyder driftsresultatet i første kvartal isoleret set på 81 millioner euro (605 millioner kroner) mod 494 millioner euro i første kvartal sidste år (3,6 milliarder kroner), drevet af færre leveringer og en svækkelse af den amerikanske dollar.
”Resultaterne for første kvartal afspejler det lavere antal leverede kommercielle fly og en stærk præstation i vores Defence and Space-division. Driftsmiljøet er fortsat dynamisk og komplekst. Vi overvåger nøje den potentielle påvirkning fra den hurtigt skiftende situation i Mellemøsten,” siger han.
Større ordrebeholdning
Airbus oplyser, at antallet af bruttoordrer i første kvartal lød på 408 fly mod 280 fly på samme tid sidste år. Antallet af nettoordrer lyder på 398 fly efter annulleringer mod 204 fly året forinden.
Ordrebeholdningen lød alt i alt på 9.037 kommercielle fly ved udgangen af marts 2026, hvilket er fire procent flere end samme tid sidste år. I alt blev 114 kommercielle fly leveret, mens 136 fly blev leveret sidste år.
Leverancerne i første kvartal bestod af 19 Airbus A220’ere, 81 fly i A320-familien, tre A330’ere og 11 A350’ere.
Vil producere flere fly
Selvom færre fly blev leveret i første kvartal 2026 i forhold til året forinden, så lyder det fra Airbus, at man planlægger at udvide produktionen. Der er dog aktuelt udfordringer. Særligt er det mangel på Pratt & Whitney-motorer, som begrænser tempoet i produktionen af fly i A320-familien.
Aktuelt er Airbus i gang med en udvidelse af A220-produktionen, og man sigter mod at kunne producere 13 fly af typen om måneden i 2028. Når det gælder opskaleringstempoet for produktionen, så er vurderingen, at motorsituationen vil skabe udfordringer i både 2026 og 2027.
Som følge heraf forventer Airbus fortsat at nå en produktion på mellem 70 og 75 fly om måneden ved udgangen af 2027 og derefter stabilisere sig på 75. Selskabet sigter fortsat mod en produktion på fem fly om måneden for A330-programmet i 2029 og 12 fly om måneden for A350-programmet i 2028.
Holder fast i forventninger
Det lavere driftsresultat i første kvartal i år, får ikke umiddelbart Airbus til at ændre på forventningerne til året, siger Guillaume Faury.
”Inden for kommercielle fly fortsætter vi opskaleringen og produktionen i henhold til vores plan, samtidig med at vi håndterer manglen på Pratt & Whitney-motorer. Inden for forsvar er fokus fortsat på at imødekomme den globale efterspørgsel ved at øge produktionen på tværs af vores portefølje af produkter og tjenester. På den baggrund er vores forventninger til 2026 uændrede,” siger han således.
Forventningerne til 2026 bygger fra Airbus på en forventning om, at der ikke opstår yderligere forstyrrelser i global handel eller verdensøkonomien, lufttrafikken, forsyningskæden, egne operationer eller evnen til at levere produkter og tjenester.
Alt i alt forventer Airbus at levere omkring 870 fly i 2026, mens man forventer et justeret driftsresultat på 7,5 milliarder euro (56 milliarder kroner) og et frit cash flow før kundefinansiering på omkring 4,5 milliarder euro. Det er en vækst sammenlignet med 2025, hvor 793 kommercielle fly blev leveret, og overskuddet lød på 5,6 milliarder euro.
Relaterede artikler:
Regnskab: Airbus melder om vækst på flere fronter