Boeing er kommet ud af første kvartal 2026 med et underskud i den kommercielle flyforretning, som er højere end samme tid sidste år. Den amerikanske producent kan dog glæde sig over et rekordstort antal ordrer.
Første kvartal 2026 har budt på øget omsætning hos Boeing. Den er således steget fra 19,4 milliarder dollars i første kvartal 2025 til 22,2 milliarder dollars (142 milliarder kroner) samme tid i år.
Det til trods var der stadig underskud hos den store flyfabrikant, om end et mindre ét af slagsen end året forinden. Det lander således på syv millioner dollars (45 millioner kroner) mod et noget større underskud på 31 millioner dollars i første kvartal sidste år (198 millioner kroner).
Når det gælder de kommercielle fly, er tabet dog på denne post større end sidste år. Således lander Boeings kommercielle flyforretning et isoleret underskud. Her lyder driftsunderskuddet nemlig på 563 millioner dollars (3,5 milliarder kroner) mod 537 millioner dollars i første kvartal 2025. Omsætningen er ellers steget fra 8,1 til 9,2 milliarder dollars.
Øget underskud trods større produktion
Mens der er øget omsætning hos Boeing Commercial Airplanes, er indtjeningen fortsat presset, da Boeing stadig taber penge på den samlede flyproduktion, men dog i lavere grad end før.
Boeing uddyber ikke nærmere, hvorfor det forholder sig således, men peger i kvartalsrapporten på et øget antal leverancer som en væsentlig forklaring på både den højere omsætning og den fortsat negative overskudsgrad i forretningen.
Hvorom alting er, falder tabet pr. fly dog, da overskudsgraden stiger fra en negativ margin på 6,6 procent til 6,1 procent, hvilket indikerer forbedret indtjening pr. enhed.
Man leverede 143 kommercielle fly i første kvartal 2026, hvilket er 10 procent flere end i første kvartal 2025, hvor 130 fly blev leveret. Boeing oplyser dog, at den kommercielle flyproduktion har stor værdi for selskabet, og således har ordrebeholdningen samlet set en værdi, som er større end på noget andet tidspunkt i Boeings historie.
I første kvartal alene modtog man 140 nettoordrer, herunder 25 737-10 og 25 737-8 til Aviation Capital Group, 30 787-10 til Delta Air Lines samt 20 737-8 til Air India. Det bringer den samlede ordrebeholdning op på 6.100 fly til en samlet værdi på 576 milliarder dollars (3.677 milliarder kroner).
Vil øge produktionen
Mens det seneste kvartalsregnskab indikerer, at Boeing taber penge på sin kommercielle flyproduktion, har Boeing ingen planer om at skrue ned. Tværtimod lød det onsdag fra Boeings administrerende direktør, Kelly Ortberg, at man vil øge produktionen af Boeing 737 MAX-fly fra 42 om måneden til 47 denne sommer.
“Vores produktionssystem er meget stabilt. Alt er klar til, at vi kan gennemføre den næste produktionsudvidelse,” sagde Ortberg til CNBC i forbindelse med kvartalsrapportens offentliggørelse.
Boeings produktion har i første kvartal i år ikke været helt uden udfordringer. Seattle Times påpeger, at man har fundet små ridser på kabelføringen i visse 737 MAX-fly, som skyldes en bearbejdningsfejl, som dog ikke udgjorde en sikkerhedsrisiko. Fejlen betød dog alligevel, at flyproducenten ville gennemgå 25 MAX-fly for at løse problemet.
Der var også leveringsforsinkelser på Boeings 787 Dreamliner-fly, der bygges i South Carolina. Det skyldes, at en påkrævet myndighedscertificering af sæder har taget tid at opnå, og at Boeing leverede fem 787-fly i januar og blot tre i februar, hvorefter man kunne levere syv fly i marts, mens målet er at levere otte fly månedligt.
Arbejder på at få certificeringer
Boeing oplyser, at man forventer certificeringer af 737 MAX 7 og 737 MAX 10 i 2026, og selskabet forventer første levering i 2027.
”Samtidig modtog vi Federal Aviation Administration-certificering for 787-9 og 787-10 med en øget maksimal startvægt, hvilket er en vigtig kapacitet, der skaber værdi for vores kunder,” skriver Boeing i kvartalsregnskabet.
I første kvartal fortsatte Boeing arbejdet for at få Boeing 777-9 certificeret, og man fik de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA’s, godkendelse til de såkaldte Type Inspection Authorization-certificeringsflyvninger. Boeing forventer første leverance af typen i 2027.
Relaterede artikler:
Regnskab: Airbus melder om vækst på flere fronter

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


