- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus tilbyder sig som fragtoperatør

Airbus stifter eget fragtselskab, hvor kunder i fremtiden vil kunne gøre brug af flyproducentens aldrende Beluga ST-fly til at transportere stort og omfangsrigt gods.

De store Beluga-fly fra Airbus er ikke til at tage fejl af. Der er en grund til, at flyene er opkaldt efter den hvide hval. Flyenes hvide farver og anderledes udtryk samt deres store størrelse gør, at de skiller sig ud fra mængden.

Hidtil har Airbus selv brugt flyene, når reserveredele til flyproduktionen skulle flyttes fra en facilitet til en anden. Den franske flyproducent er dog i øjeblikket ved at skifte ud i flåden. I stedet for de oprindelige fem Beluga ST (Super Transporter) har flyproducenten seks nye og større fly på vej.

Det betyder, at de oprindelige fem fly bliver tilovers. Airbus fortæller i en pressemeddelelse, at flyene, der har en gennemsnitsalder på op imod 25 år, ikke sendes på pension. Flyproducenten har nemlig stiftet eget fragtselskab, hvor de aldrende Beluga ST-fly fremover skal gøre tjeneste.

Har foretaget første flyvning
Det nye datterselskab har fået navnet Airbus Beluga Transport, og planen er, at det skal være en kommerciel fragtoperatør. Airbus forestiller sig, at selskabet vil betjene kunder fra en lang række brancher. Det drejer sig blandt andet om militæret, energisektoren og ved nødhjælpsarbejde.

Beluga ST er velegnede til godsflyvninger grundet størrelsen på lastrummet, der er 7,1 meter bredt og 7,1 meter højt. Flyene kan desuden transportere op til 47 ton, og de har en rækkevidde på 1.650 kilometer.

Airbus fortæller, at selskabet sættes i drift i ”den nære fremtid”, hvor det nye selskab vil overtage de fem ældre Beluga-fly. Selskabet bliver desuden udstyret med eget AOC (kommerciel driftstilladelse, red.) samt egne ansatte. Selskabet har dog allerede foretaget den første flyvning.

Flyvningen var for en unavngiven kunde og fandt sted i slutningen af 2021, hvor der blev fløjet fra Airbus’ faciliteter i Marignane i Frankrig til Kobe i Japan. Undervejs havde flyet tre stop for at tanke op. De fandt sted i Warszawa i Polen, Novosibirsk i Rusland samt Seoul i Korea.

Det bredeste lastrum i noget transportfly
Beluga ST frigøres til kommerciel tjeneste, fordi de erstattes af Airbus’ nye Beluga XL. Som navnet antyder, er disse fly noget større. XL-modellen har det bredeste lastrum af alle transportfly i verden. De er i stand til at transportere to Airbus A350XWB-vinger på samme tid.

Hos Airbus mener chefen for den afdeling, der kaldes ATI and Oversize Transport, Phillippe Sabo, at flyproducentens nye fragtselskab kan tilbyde kunderne en særlig service, fordi flyene har den størrelse og kapacitet, som tilfældet er.

“Det bredere tværsnit vil åbne for nye markeder og nye logistiske muligheder for kunderne. Det er eksempelvis virkeligt et plus ikke at skulle skille en helikopter ad, inden den bliver lastet. Derudover kan de største kommercielle flymotorer også lastes i en konfiguration, hvor de er klar til brug.”

 

Relaterede artikler:

Beluga XL4 flyver for første gang

Smilende Beluga XL er ude af malerhallen

Airbus præsenterer sin første nye Beluga