Alaska Airlines har lagt den største ordre på Boeing-fly i selskabets historie. Ordren inkluderer både wide- og narrowbody-fly, og skal bidrage til et udvidet rutenet.
Boeing og Alaska Airlines meddelte onsdag, at det amerikanske flyselskab har lagt sin største flyordre nogensinde som led i en langsigtet plan om at udvide det internationale rutenet og indenrigsrutenettet. Det oplyser Boeing i en pressemeddelelse.
Ordren omfatter 105 eksemplarer af Boeing 737 MAX 10 – den største variant af MAX-flyet – samt fem Boeing 787 Dreamlinere.
Mens MAX-flyene skal bruges på ruter med høj passagertæthed og forny den eksisterende flåde, skal 787’erne udvide flyselskabets langdistancetrafik til og fra Europa og Asien.
Flere destinationer verden over
Fra Alaska Airlines’ koncernchef Ben Minicucci lyder det, at Boeing-ordren er ganske vigtig for flyselskabet, som har vækst i kikkerten.
“Denne flådeinvestering bygger videre på det stærke fundament, Alaska har skabt for at understøtte stabil, skalerbar og langsigtet vækst, og er endnu en byggesten i gennemførelsen af vores strategiske plan Alaska Accelerate,” siger Minicucci og tilføjer:
“Flyene vil drive vores ekspansion til flere destinationer verden over og sikre, at vores gæster rejser med de nyeste, mest brændstofeffektive og topmoderne fly. Vi er utroligt stolte af at samarbejde med Boeing – en nabo i den nordvestlige Stillehavsregion og et selskab, der står som et symbol på amerikansk innovation og produktion.”
Skifter ud i flåden
Boeing oplyser, at MAX-flyene både skal udvide Alaska Airlines’ flåde af narrowbody-fly samt erstatte mindre brændstofeffektive fly. Flyene muliggør samtidig udvidelser af rutenettet.
Med introduktionen af 737 MAX 10 vil Alaska Airlines kunne betjene flere passagerer på flere ruter med de laveste omkostninger pr. sæde blandt alle narrowbody-fly, lyder det.
“Det er en historisk flyordre, som bygger på Alaska Airlines’ stærke resultater og strategiske ekspansion. Alle os hos Boeing er stolte af Alaskas succes og beærede over, at de har valgt at vise tillid til vores medarbejdere og vores 737- og 787-fly til at understøtte væksten i deres flyselskab,” siger Stephanie Pope, administrerende direktør for Boeing Commercial Airplanes.
Alaska Airlines, som har base i Seattle, har i øjeblikket fem 787 Dreamliner-fly i drift, og ordren betyder, at den samlede ordre på widebody-fly lyder på 12. Tilsvarende forventer Alaska Airlines at betjene mindst 12 internationale destinationer inden for de kommende år.
Relaterede artikler:
Icelandair og Alaska Airlines udvider samarbejdet