- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Alitalia tilbyder coronasikre flyvninger

Flyselskabet Alitalia har indført restriktioner på en række flyvninger fra Rom til Milano. Kun passagerer med en nylig, negativ coronatest får lov at gå ombord på flyet.

Risikoen for at blive smittet med coronavirus skaber bekymring hos flypassagerer. Det har flere forskellige undersøgelser de seneste måneder vist.

I Italien forsøger det nationale flyselskab Alitalia sig derfor med en ny model, hvor man tilbyder flyafgange, hvor kun passagerer, der inden for få dage før afrejsen er testet negative for coronavirus, vil få adgang til flyet.

De nye restriktioner blev indført onsdag den 16. september og gælder i første omgang kun for to ud af Alitalias syv daglige flyvninger fra Rom Fiumicino-lufthavnen til Milano Linate-lufthavnen, oplyser Alitalia ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Opgraderede testfaciliteter
Passagerer, der ønsker at benytte de udvalgte afgange fra Rom, bliver enten nødt til at gennemgå en coronatest i Fiumicino-lufthavnen – og teste negativt – eller bevise, at de er testet negativt inden for 72 timer før afgang.

Virustestfaciliteterne i Rom Fiumicino-lufthavnen er for nylig blevet opgraderet, og prioriterede baner vil være tilgængelige for passagerer, der kører til Milano, sagde Alitalia.

Skal styrke de rejsendes tillid
Tiltaget skal ifølge Alitalia “styrke rejsendes tillid til at rejse” og ordningen kan udvides til at omfatte andre af selskabets flyruter, oplyser Alitalia.

Italien var det første vestlige land, der blev ramt af coronaviruspandemien, og efter et stort antal smittede, syge og døde i marts og april, har landet i de seneste måneder fået bragt smitteraterne under kontrol.

Antallet af smittede er imidlertid begyndt at stige igen siden anden halvdel af juli, og med genåbningen af ​​skoler i denne måned er frygten for en mulig anden bølge af infektioner steget.

Forslag om at teste indrejsende i CPH
Herhjemme lancerede Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye forleden i Berlingske ideen om, at teste alle flypassagerer, der rejser ind fra ”orange og røde lande” i Københavns Lufthavn, således at det ikke er muligt at forlade lufthavnen uden en negativ coronatest.

”Det kræver, at vi har hurtige testresultater, og at vi samarbejder hele vejen rundt, men det er en måde at få gang i økonomien på, og det er jo i virkeligheden endnu sikrere end måden, man gør det på i dag, fordi vi sikrer, at der ikke kommer smitte ind i landet,” sagde Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa tester én procent af passagerer COVID-19-positive

Danmark betaler COVID-19-testudstyr i afrikansk lufthavn

Emirates introducerer lyntest for COVID-19